Lydbøger hjælper dårlige læsere i skolen
Ny undersøgelse, foretaget af Nota og Epinion, viser, at lydbøger hjælper unge med læsevanskeligheder til at klare sig bedre i skolen.
For en stor del af disse børn og unge er lydbøger en helt central måde at læse – og dermed få viden og oplevelser – på. Samtidig læser langt de fleste af dem mens de lytter. Tre ud af fire har bogen opslået foran sig, eller følger med på skærmen i en digital bog.
Undersøgelsen dokumenterer således, at der er en positiv sammenhæng mellem brug af lydbøger, lektievaner, læsevaner og trivsel i skolen, og at man, hvis man øger andelen af ordblinde børn og unge med læsevanskeligheder, der hyppigt benytter sig af lydbøger, antageligt vil kunne forbedre de gennemsnitlige skolepræstationer i Danmark .
Svært at få lydbøger i folkeskolen
Herhjemme er der ikke nogen formelle ordninger, der sikrer adgang til skolebøger på alternative medier – eksempelvis lydbøger – i folkeskolen. Til gengæld findes en formaliseret ordning på alle videregående uddannelser (SU-Styrelsens Studiebogsservice).
Det ville derfor være en fordel, hvis lærere, elever og specialundervisere også i folkeskolen havde adgang til digitale, standardiserede formater af de materialer, der undervises i.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen er gennemført af Nota – Nationalbibliotek for mennesker med læsevanskeligheder – i samarbejde med analysefirmaet Epinion og lavet via en telefonisk spørgeskemaundersøgelse foretaget blandt 497 af Notas medlemmer i alderen 12 til 16 år. Til sammenligning har 200 tilfældigt udvalgte børn og unge i samme aldersgruppe besvaret samme spørgsmål.
Læs mere om Nota og baggrunden for Epinions rapport hér



