Nr.1 Faglig læsning
Det er ikke til at komme uden om.
Læsning er starten på det hele!
Læsning er den sluse, alle børn skal igennem, uanset hvad de vil beskæftige sig med senere i livet. Jo før de kommer i gang, jo hurtigere kan de tage fat på at suge af den viden, der knytter sig til skriftsproget. Læsning og de veje, der fører til den, har derfor et ganske særligt krav på opmærksomhed. Det kan man også roligt sige, at den får i disse år. Der er fokus på læsning, både i grundskolerne og i medierne. Der bliver skrevet, læst, undersøgt, debatteret, forsket, udviklet, leget, undervist – i og omkring læsning og skrivning. Der bliver udgivet forskningsartikler, udviklingsrapporter, undervisningsmaterialer og læsebøger. Ministeriet sætter midler af til sprogscreening af alle tre-årige, obligatorisk børnehaveklasse, en dansktime mere om ugen fra første til tredje klasse, test på hvert andet klassetrin, uddannelse af mindst en læsevejledere på hvert skole – og eleverne læser og skriver på livet løs.
Og så kommer der her et nyt tidsskrift om læsning. Vil det drukne i mængden? Det tror og håber vi ikke, for med dette tidsskrift har vi en intention om at lade de forskellige aktører mødes. Vi vil gerne være mødestedet for praktikeren og teoretikeren, børnehaveklasselederen og forskeren, bachelorskribenten og lærebogsredaktøren, seminarieunderviseren og læsebogsforfatteren, matematiklæreren og læsevejlederen, forælderen og politikeren. Kort sagt – alle der har en interesse i fagområdet læsning.
I dette nummer ser vi nærmere på faglig læsning og læsning i fagene. Fælles for begge disse områder er, at de rykker fokus fra, at læsning i skolesammenhæng først og fremmest er dansklærerens område til, at det er et fælles ansvar for alle lærere og alle fag.
Vi har samlet en buket artikler: Fra praksisområdet: beskrivelser af projekter i Randers og på Frederiksberg, fra forskningen en artikel om læseundervisning i Island og fra videncentrets projektverden en artikel om læsningens sproglige dimension. Vi har også bedt en af undervisningsministeriets konsulenter beskrive de nye afgangsprøver i dansk, og DPU om at beskrive den nye master i læsning, og endelig bringer vi en anmeldelse af et nyt undervisningsmateriale.
En broget buket på mange sider, der har et klart mål: at dele Viden om læsning.
God læselyst.
Indhold
- Merete Brudholm
Læsning i fagene – læseindsats på Frederiksberg.
Læseundervisningen har traditionelt set været dansklærernes ansvarsområde og dansklæreren har ”alene” haft ansvaret for elevernes læseudvikling. Men der er behov for, at der sker en spredning af viden om læsning og læseundervisning på tværs af faggrænserne i grundskolen.
Merete Brudholm skriver om et projekt i Frederiksberg kommune, hvor alle faglærere uddannes i læsning, og hvor skolerne i deres handleplaner skal beskrive, hvordan lærere i alle fag inddrages i læseundervisningen.
Download artikel her
Hent bilag til Merete Brudholms artikel her
- Merete Havgaard
Faglig læsning i Randers – en opgave for alle team på alle skoler.
I Randers havde man en opfattelse af, at man lå i ”middel-området” med hensyn til læsning. Hverken alarmerende dårligt, men heller ikke i top. Noget kunne forbedres. Kommunen nedsatte i samarbejde med pædagogisk center et arbejdsudvalg, der pegede på, at faglig læsning kunne være det felt, der fik et løft.
Download artiklen her
- Merete Havgaard
Lærer Karin Skudstrup, Vestervangsskolen: Nu får alle lærerne snakket sammen om det der med læsning.
På Vestervangsskolen ved Randers har eleverne arbejdet med faglig læsning gennem avislæsning. Indholdet kom fra aktuelle artikler fra dagspressen, og lærerne måtte redigere stoffet, så eleverne kunne vælge mellem en sproglig let og en sproglig sværere udgave af samme artikel.
Download artiklen her
- Gerd Fredheim
Lese for å lære
Først af alt må vi bevidstgøre eleven om hensigten med læsningen. Det betyder, at hver gang eleven møder en tekst, må han stille sig spørgsmålet: Hvorfor læser jeg dette? Nogle gange kan hensigten være at læse for at gøre. Andre gange kan hensigten være at læse for at opleve. En lille katastrofe kan imidlertid indtræffe, hvis et barn læser til en prøve i natur og teknik, som om det var oplevelseslæsning. Når hensigten med læsningen er at læse for at lære, er det ikke hensigtsmæssigt at læse på en afslappende og uforpligtende måde.
Download artiklen her
- Rósa Eggertsdóttir
Begynderlæsning.
Især drenge kommer bedre i gang med at læse med Begynderlæsning, der er en ny metode til den første læseundervisning udviklet i Island. Metoden kobler læsning, skrivning, sprog og lytning og bruger ”kvalitetstekster” i stedet for læsebøger. Den tager tid at lære – for lærerne, men det er arbejdet værd, når eleverne lærer mere i læsning og skrivning i løbet af et skoleår end forventet.
Download artiklen her
- Birgitte Therkildsen
Nye afgangsprøver i dansk – hvorfor og hvordan
I de nye afgangsprøver i læsning er der øget fokus på læsning. En læseprøve vil typisk være sammensat af 5 forskellige tekster: en brochure eller brochureagtig tekst, en opinionstekst, en faglig tekst, en (ældre) fortælling, en nyere fiktiv tekst. De skal læses på forskellig måde, og løsningen af de tilhørende opgaver kræver viden om genre, og kendskab til valget af læsemåde er afhængigt af læseformål.
Download artiklen her
- Elisabeth Arnbak og Dorthe Klint Petersen
Master i Læse- og Skrivedidaktik – fra forskning til praksis
Den nye masteruddannelse i læse-og skrivedidaktik skal ’klæde den studerende’ på både fagligt og metodisk, således at en master i læse-og skrivedidaktik kan vejlede beslutningstagere i kommunen og på den enkelte skole. Masteren skal kunne planlægge, gennemføre og rapportere om udviklingsarbejder i kommunen, så effektive metoder og gode undervisningsmaterialer kan få større gennemslagskraft over hele landet.
Download artiklen her
- Kristine Kabel og Ruth Mulvad
Læsningens sproglige dimension
Flere af projekterne i Nationalt Videncenter for Læsning arbejder for at styrke læsning gennem et kombineret fokus på teksters sproglige dimension og på den pædagogiske kontekst, som teksterne indgår i. To af dem har som mål at designe et kompetenceløft for seminarieundervisere og at udvikle efteruddannelseskurser for folkeskolelærere.
Download artiklen her
- Lone Wulff
Anmeldelse af Læsedetektiven 1 og 2 af Elisabeth Arnbak
Lone Wulff konkluderer i sin anmeldelse af Læsedetektiven, at materialet absolut kommer omkring relevante områder af faglig læsning, som bliver grundigt trænet gennem mange forskellige øvelser, men hun rejser samtidig spørgsmålet, om det egentlig er kompetence i elevernes egen faglige læsning, materialet udvikler.
Download anmeldelsen her



