Nationalt Videncenter for Læsning
Titangade 11
DK-2200 København N
+45 41 89 90 90
info@videnomlaesning.dk

Nr.3 Læsning og IT

I 1482 åbnede den tyske bogtrykker Johan Schnell en forretning i Odense

Varerne var bøger trykt med enkeltstøbte blybogstaver. 27 år tidligere havde Johann Gutenberg opfundet bogtrykkerkunsten i Europa og dermed indledt en ny epoke i videndeling, der bragte mennesker ud over den mundtlige traditions horisont.

Med reformationen blev læsningen af bøger, især de religiøse, vejen til at udbrede den rette lære. Præsten var den drivende kraft i læseundervisningen, når den lille katekismus blev terpet med såvel børn som voksne. Fra at læsning havde været forbeholdt de lærde, blev den folkeliggjort, og skellet kom ikke mere til at gå mellem lærd og ulærd, men mellem de der kunne læse og de, der ikke kunne. Sådan har det været siden.

Med den teknologiske udvikling er vi imidlertid nået til et nyt stade i læsningens historie, der kan rykke på det skel. Et stade, hvor det ikke mere er et must, at man læser for at læse! It-rygsækkene med programmer, der kan læse tekst højt, har allerede i adskillige år været på banen som hjælperedskab til elever i læsevanskeligheder.

Men spørgsmålet er, om vi nu er nået til et skridt videre i den teknologiske udvikling og ikke længere skal tale om kompenserende redskaber for de få, men om arbejdsredskaber for alle? Et stade, hvor vi må udvide vores definition af ordet læse, så det ikke alene beskriver en visuel handling, men i lige så høj grad en auditiv.

Gutenbergs enkeltstøbte blybogstaver var kun starten. Et par hundrede år senere gav opfindelsen af  sætte- og støbemaskinerne mulighed for at bruge hele satslinjer, og så rullede maskinerne. It-rygsækkene med deres kompenserende programmer er måske vores tids blybogstaver, der kan føre til, at skellet mellem de, der kan læse og de, der ikke kan, udviskes. Hvis computerne med lydprogrammer og anden software ikke alene er forbeholdt elever i vanskeligheder, men bruges af alle i den almindelige undervisning, stiller det pludselig alle lige og stempler ikke folk som ordblinde eller læsesvage, men sætter alene fokus på forståelse af indholdet. Noget tyder på, at vi er på den vej.

I dette nummer sætter vi fokus på reformering af læsebegrebet og de nye læseformer. Vi bringer to artikler fra kommuner, der i adskillige år har arbejdet med It-støttet undervisning. Fra vores egen projektverden er der nyt fra projekterne IT og læsning og Literacy i grundskolen. Og endelig tager
vi med ud i Dansklandskabet med Alineas nye satsning og anmelder desuden fire nye bøger.

God læselyst med øjne og øren.


Indhold

 

  • Bent Saabye Jensen, Erik Arendal og Aase Holmgaard
    På vej mod et inkluderende læsebegreb
    Der er væsentlige forskelle på tekstformidlingen i digitale tekster og tekster på papir. Disse forskelle muliggør en reformulering af selve læsebegrebet – en reformulering, der kan få begrebet læsning til at indgå i og bidrage til såvel de samfundsmæssige som de pædagogiske intentioner om og bestræbelser på inklusion.
    Download artiklen her

 

  • Jeppe Bundsgaard
    Søgning er læsning

    Faglig læsning og skrivning er noget, der skal arbejdes med i alle fag. I danskfaget er et af de faglige områder søgning på nettet. Dette kan betragtes som en teknisk færdighed, men det fordrer også flere hidtil ukendte og sjældne læsemåder og læsestrategier. Derfor må der undervises i, at eleverne udvikler de nødvendige kompetencer.
    Download artiklen her

 

  • Anne Marie Østergaard
    Inkluderende pædagogik – når IKT hjælper elever i læse- og skrivevanskeligheder
    IKT-støttet undervisning har været én af de veje, som med succes har været afprøvet for at forbedre mulighederne for elever med læse- og skrivevanskeligheder i Ringsted Kommune.
    Lærerne arbejder i hverdagen med it-støttet undervisning og it-rygsæk, som gør det muligt for elever med læse- og skrivevanskeligheder at deltage ligeværdigt i klassens aktiviteter.
    Download artiklen her

 

  • Kirsten Bladt
    It-støttet undervisning fremmer ligeværdig deltagelse
    Lærerne, der i 2006-2007 har deltaget i projektet It-støttet undervisning på 3.årgang i Skanderborg Kommune, ønsker i overensstemmelse med den politiske vision at inkludere alle elever i den almene undervisning. Dette kræver forandring i skolen og er baggrunden for projektet, som beskrives i artiklen.
    Download artiklen her

 

  • Lise Sørensen og Bettina Buch
    It og læsning
    I hvilket omfang benytter lærerne i indskolingen it i deres undervisning? Lise Sørensen og Bettina Buch har et projekt i Nationalt Videncenter for Læsning, hvor de undersøger brugen af it i læseundervisningen i indskolingen – børnehaveklasse til 3. klasse.
    Her foreligger nogle foreløbige resultater omkring nogle paradokser i forholdet mellem brugbarheden af it, mulighederne for at bruge det og ønsket om at inddrage det.
    Download artikel her

 

  • Hanne Møller
    Læreres arbejde med at undervise i læsning
    Hanne Møller reflekterer som konsulent i et udviklingsprojekt over forholdet mellem læseforskning og professionelle læreres læseundervisning.
    Det opleves, at den fagdidaktiske tilgang ikke er tilstrækkelig, og at der er brug for et perspektivskifte, der i højere grad tager udgangspunkt i lærernes praksis.
    Download artiklen her

 

  • Louise Tuborgh
    Tag med ud i Dansklandskabet!
    En beskrivelse af et helt nyt digitalt undervisningssystem til 1.-4. klasse. Systemet kan benyttes sammen med trykte lærebøger, men kan i modsætning til den trykte bog løbende forbedres, og dette vil forlaget forsøge at leve op til.
    Download artiklen her

 

  • Anmeldelser
    Kirsten Jakobsen: Anmeldelse af Danskfagets it-didaktik af Jeppe Bundsgaard og Lisbeth Kühn
    Kristine Kabel: Anmeldelse af Genreskrivning i skolen af Mette Kirk Mailand
    Susan Møller: Anmeldelse af Læs, skriv og forstå – på og mellem linjerne af Elisabeth Damkjær og Lisbeth Mulvad
    Kirsten Friis: Anmeldelse af Læsevanskeligheder af Carsten Elbro
    Download anmeldelser her