Børnestavning – en vej til viden om stavning?

Jeg vil i klummen fremsætte det synspunkt, at undervisning med børnestavning ikke alene kan gøre danske børnehaveklassebørn bedre til at udnytte skriftens lydprincip for enkeltbogstaver, men også kan understøtte udviklingen af anden viden om danske ords stavemåder. Mit synspunkt bygger på resultater fra en dansk træningsundersøgelse, jeg har lavet som en del af mit ph.d.-projekt om undervisning med børnestavning (Engmose, 2019). Enkelte resultater fra international forskning understøtter synspunktet, men jeg fremhæver her i klummen, at der er brug for flere undersøgelser, der belyser, hvor meget børn kan lære om stavning fra undervisning med børnestavning.

Børnestavning i undervisningen

I min undersøgelse og her i klummen bruger jeg termen børnestavning om det fænomen, at børn i førskole- og indskolingsalderen forsøger at bruge bogstaverne til at repræsentere talesproget med. Allerede i starten af 70’erne analyserede Charles Read (1971) sig frem til, at børnene i hans studie, før de staver korrekt, staver ved at bruge deres viden om bogstavernes navne og lyd til at repræsentere de sproglyde, de kan identificere i et ord. Siden har forskere og undervisere (fx Chomsky, 1971) været optaget af potentialet i børnestavning som aktivitet i undervisningen ud fra den antagelse, at en aktivitet, hvor barnet identificerer sproglyde og forbinder dem med bogstaver, kan lede børn ind i skriftens lydprincip.

Flere teorier peger på, at beherskelsen af netop det princip er en grundlæggende forudsætning for udviklingen af sikker afkodnings- og stavefærdighed (fx Ehri, 2005). Samtidig er der siden Reads undersøgelse kommet evidens for, at børn også trækker på viden om skriftens andre principper og ydre form. For eksempel er hyppige bogstaver i det skriftsprog, som omgiver børnene, overrepræsenteret i børnestavning, og der er begyndende evidens for, at denne anden viden er væsentlig forbundet til den senere staveudvikling (for overblik over studier se Treiman & Kessler, 2014). Der findes dog kun relativt få undersøgelser, som vurderer, om børn gennem undervisning med børnestavning alene tilegner sig viden om skriftens lydprincip for enkeltbogstaver, eller om de også kan tilegne sig viden om andre af skriftens principper eller anden viden om skriftsproget (fx Albuquerque & Alves-Martins, 2016). De studier finder begyndende evidens for en effekt på viden om skriften, der rækker ud over skriftens lydprincip.

En dansk træningsundersøgelse

For at undersøge udbyttet af undervisning med børnestavning har jeg, som en del af mit ph.d.-projekt, gennemført en træningsundersøgelse. I den børnestavede børnehaveklassebørn udvalgte ord som fx små, fly og kanin med tre forskellige typer af støtte: direkte, indirekte og oplæsningsstøtte. I betingelserne direkte og indirekte støtte blev børnenes opmærksomhed – enten direkte eller indirekte – rettet mod forskelle mellem deres egen børnestavning og den voksnes stavning. I den tredje betingelse læste en specialdesignet talesyntese børnenes børnestavning højt ved at tildele hvert bogstav en standardudtale og løbende danne syntese (se syntesen her https://youtu.be/v3cVoHLdxAs). Formålet var her at rette børnenes opmærksomhed mod skriftens lydprincip for enkeltbogstaver. Kontrolgruppen deltog i den almindelige undervisning i børnehaveklassen.

Vurdering af børnestavningens kvalitet

Kvaliteten i børnenes stavning blev i undersøgelsen brugt til at vurdere børnenes viden om skriftsproget. Jeg brugte en stavetest med 18 ord, heraf halvdelen trænede og halvdelen utrænede. Formålet med de utrænede ord, som matchede de trænede, var at minimere risikoen for, at børnene blev bedre, fordi de havde specifik erfaring med ordene fra undervisningen. I stavetesten var der to typer af ord. Dels ord, hvor alle sproglyde havde en standardstavemåde (fx bas), og dels ord, hvor en til to sproglyde havde en betinget stavemåde (fx kys). Kvaliteten i børnenes stavning blev dels vurderet som afstanden fra en fonologisk acceptabel stavemåde (fonologisk score) og afstanden fra korrekt stavning (ortografisk score).

Tættere på de to scoringsmetoder

For begge scorer kan fremgang være et udtryk for, at barnet bliver bedre til at udnytte skriftens lydprincip for enkeltbogstaver, fx vil et barn, der børnestaver bas som B før undervisningen og som BA efter, gå frem uanset scoringsmetode. For den ortografiske score gælder det dog kun, når barnet repræsenterer flere sproglyde, som har en standardstavemåde. Det betyder, at barnet, der børnestaver sæk som SÆ før undervisning og som SÆG efter, med den fonologiske score har fremgang, men har en uændret ortografisk score. Fremgang i sidstnævnte forudsætter, at barnet repræsenterer [g] med bogstavet K. Enten fordi barnet har lært, at sproglyden [g] sidst i ord repræsenteres med bogstavet K, eller fordi barnet husker den specifikke stavemåde for sproglyden i ordet. Risikoen for det sidste er minimeret ved, at sæk er et utrænet ord. Den ortografiske score er også følsom for andre forskelle i børnenes viden om skriftsproget. Hvis barnet i ordet sæk børnestaver Æ før undervisningen, men ZÆ efter, så har barnet fremgang i den fonologiske score, men ikke i den ortografiske. Fremgang i sidstnævnte forudsætter, at barnet repræsenterer [s] med bogstavet S. Enten fordi barnet har tilegnet sig viden om, hvordan [s]-lyden hyppigst repræsenteres, eller på grund af ordspecifik viden, hvilket det utrænede ord igen minimerer risikoen for.

Når børnene har fremgang i den fonologiske score for utrænede ord, tolker jeg det som udtryk for fremgang i deres viden om skriftens lydprincip for enkeltbogstaver, mens fremgang i den ortografiske score også kan være et udtryk for fremgang i børnenes viden om skriftens lydprincip for bogstavfølger og anden viden om skriften, her om hyppige bogstav-lyd-forbindelser.

Formålet med de to scorer i undersøgelsen var dels at belyse, om undervisning med børnestavning kunne fremme børnenes udnyttelse af skriftens lydprincip for enkeltbogstaver (fonologisk score), men også anden viden om skriftsproget og dermed korrektheden i børnenes stavning (ortografisk score).

Udbyttet af undervisning med børnestavning

Forsøgsbetingelsen børnestavning med direkte støtte havde ved eftertest signifikant bedre kvalitet i stavning af utrænede ord end kontrolgruppen uanset scoringsmetode. Det var ikke tilfældet for betingelsen indirekte støtte. Her var der uanset scoringsmetode ingen signifikant forskel til kontrolgruppen, men dog en marginalt signifikant fordel til indirekte støtte over kontrol ved den fonologiske score. For børnestavning med oplæsningsstøtte var kvaliteten i stavning signifikant bedre end kontrolgruppens ved den fonologiske score, og tendensen var den samme for den ortografiske, men kun med en marginalt signifikant forskel.

Jeg tolker resultatet som et udtryk for, at børnene ved at børnestave med direkte eller oplæsningsstøtte tilegner sig viden om skriftens lydprincip for enkeltbogstaver, og at de kan bruge den viden, når de skal børnestave utrænede ord.

Tolkningen af resultatet for den ortografiske score er mindre entydig, fordi fremgang i denne score både kan skyldes mere viden om skriftens lydprincip for enkeltbogstaver, for bogstavfølger eller anden viden om skriften. En mulig tolkning er dog, at børnestavning med direkte støtte også fremmer børnenes viden om skriftens lydprincip for bogstavfølger og anden viden om skriften.

For at komme tættere på, om denne tolkning er rimelig, gennemførte jeg en analyse, som jeg ikke på forhånd havde planlagt at gennemføre, hvorfor resultaterne er forbundet med visse begrænsninger. I analysen sammenlignede jeg, for ord med og uden betinget stavemåde, gennemsnittet af den ortografiske score for hver af de fire grupper i studiet. Det gjorde jeg, fordi det kun var ved stavetestens ord med betingede stavemåder, at den ortografiske score var følsom for forskelle i børnenes viden om skriftens lydprincip for bogstavfølger. Hvis det derfor særligt var ved ord med betingede stavemåder, at børnene i direkte støtte adskilte sig fra de andre grupper i studiet, så understøttede det min tolkning af resultatet for den ortografiske score. Analysen viste en signifikant interaktionseffekt mellem grupper og type af ord, som skyldtes, at børnene i både direkte, indirekte og oplæsningsstøtte adskilte sig fra kontrolgruppen for ord uden betinget stavemåde, mens det ved ord med betinget stavemåde kun var børnene i direkte støtte, der adskilte sig fra kontrolgruppen. Interaktionen understøtter altså den tolkning, at det i særlig grad er viden om skriftens lydprincip for bogstavfølger, der gør, at børnene, som børnestaver med direkte støtte, adskiller sig fra de andre grupper i den ortografiske score. Med den tolkning understøtter resultaterne, at børn gennem børnestavning med direkte støtte kan lære om betingede stavemåder meget tidligt i deres skriftsproglige udvikling.

Afslutning

Hvis tolkningen er korrekt, og børnestavning ikke alene kan fremme tilegnelsen af skriftens lydprincip for enkeltbogstaver, men også viden om skriftens lydprincip for bogstavfølger og hyppige bogstav-lyd-forbindelser, så understøtter resultaterne det synspunkt, at undervisning med børnestavning, under særlige betingelser, ikke alene kan gøre danske børnehaveklassebørn bedre til at udnytte skriftens lydprincip for enkeltbogstaver, men også kan understøtte udviklingen af korrekt stavning.

Det mener jeg er interessant, både i et praksis- og teoretisk perspektiv. Fra et teoretisk perspektiv understøtter resultatet, hvis tolkningen er korrekt, Treiman og Kesslers (2014) teori om udviklingen af stavning, som fremhæver, at børn tidligt i staveudviklingen ikke kun tilegner sig viden om skriften, der knytter sig til indsigt i lydprincippet, men også viden om skriftens andre principper og ydre form, fx hyppige bogstaver i skriftsproget.

For praksis er perspektivet undervisningens form og udbytte. Resultaterne tyder dels på, at børnestavning med direkte støtte kan være en effektiv undervisningsform, når undervisningens formål er tilegnelsen af skriftens lydprincip for enkeltbogstaver, men også tilegnelsen af samme princip for bogstavfølger og i nogen grad anden viden om skriftsproget. Dels tyder resultaterne på, at børnestavning med oplæsningsstøtte, som den er designet i undersøgelsen, har et undervisningspotentiale i forhold til tilegnelsen af skriftens lydprincip for enkeltbogstaver. Børnestavning med indirekte støtte ser også ud til at skubbe positivt på tilegnelsen af princippet, selvom der her kun er tale om en tendens. Resultaterne fra denne og enkelte tidligere undersøgelser udgør begyndende evidens for, at børn tilegner sig viden om stavning, der rækker ud over skriftens lydprincip for enkeltbogstaver, men kun, når de børnestaver med direkte støtte.

Der er behov for studier, der bekræfter og udfolder resultaterne fra min undersøgelse, for at finde ud af, hvor meget børn kan lære om stavning gennem specifikke typer af undervisning med børnestavning. Et spørgsmål i den genre, man kunne besvare med træningsundersøgelser, er, om børnestavning med oplæsningsstøtte kan fremme tilegnelsen af viden, der rækker ud over skriftens lydprincip for enkeltbogstaver, hvis oplæsningsstøtten designes, så den stimulerer med fokus på andet end skriftens lydprincip for enkeltbogstaver.