IT og læsning
It skal indgå i alle skolen fag. Computeren er derfor også en naturlig del af læseundervisningen. I Undervisningsministeriet arbejdes der på at fremstille it-baserede profiltests til læseprøver, og på forlagene udvikles der it-baserede undervisningsmaterialer i et stadigt stigende omfang, der lever op til fælles mål for faget dansk. Mange 3. klasser får i disse år tilskud til indkøb af computere, så it er ikke længere noget der foregår i særlige edb-lokaler, men findes i klasseværelserne midt i undervisningen, hvor det rettelig også bør være.
Ikke alle børn lærer at læse i samme tempo. Brug af computeren og nye it-værktøjer tidligt i læseundervisningen kan støtte og opmuntrer eleverne i deres læseudvikling. Med brug af oplæsningsfunktionen kan eleverne lege med lyde, ord og sætninger, og de kan få hjælp til afkodning og stavning. For børn i fare for at udvikle dysleksi, er det vigtigt, at de meget tidligt får adgang til it-værktøjer, så deres interesse for læsning og skrivning bevares. Mange børn vil kunne integreres i almindelige klasser, hvis lærerne har viden og erfaring i at undervise med it.
Det er anerkendt at læsning og skrivning er to sider af samme sag, og flere forskere har undersøgt og skrevet bøger om emnet. Nyere forskning viser, at børn der skriver på computer skriver mere og skriver længere tekster og derfor også får større øvelse og erfaring med skriftsproget.
Litteratur om læsning, skrivning og it
- Trageton, Arne: At skrive sig til læsning. Gyldendal, 2005
Et nordisk forskningsprojekt har vist, at den traditionelle indlæringsproces med computerens hjælp kan vendes om, så at børnene kan skrive sig til læsning i børnehaveklassen, producere egne læsebøger i 1. klasse og videreudvikle skrivelyst og læseglæde i 2.-3. klasse - Gade, Margit: Kompensatorisk IT – it-hjælpemidler i undervisningen. Malling Beck, 2006
Kompensatorisk it – it-hjælpemidler i undervisningen er en praktisk håndbog, som handler om, hvordan man med it kan støtte elever med læse- og skrivevanskeligheder. Målet med bogen er at gøre tilgangen til kompensatorisk it overskuelig ved at præsentere konkrete bud på, hvordan underviseren kommer i gang sammen med eleven.
Forskningsrapporter
- EVAs rapport IT i skolen
Rapporten kan downloades fra EVAs hjemmeside
Siden er udarbejdet af Lise Sørensen
Marts 2007.



