Nationalt Videncenter for Læsning
Titangade 11
DK-2200 København N
+45 41 89 90 90
info@videnomlaesning.dk

Print This Page

Specialpædagogik

Elever i læsevanskeligheder har brug for – og krav på – specialpædagogisk bistand. Denne bestand kan dog gives på forskellig vis alt afhængig af den enkelte persons aktuelle behov, og den kan være mere eller mindre vidtgående.

Denne side giver en række henvisninger på litteratur om specialpædagogik, og primært en inkluderende specialpædagogik med rod i et antropologisk paradigme. Derfor skrives også ’elever i læsevanskeligheder’ og ikke ’elever med læsevanskeligheder’, da førstnævnte formulering netop signalerer, at vanskeligheden ikke har rod i individet, men ofte er kulturelt og organisatorisk afledt. Det stiller andre – og måske større – krav til skolen at tackle læsevanskeligheder, når de forstås på denne måde. Samtidig løftes ansvaret og ’åget’ fra den enkelte elev, som befinder sig i disse vanskeligheder. Når specialpædagogikken anskues sådan, puster den også til udviklingen af almen pædagogikken – og derved bliver det en opgave for hele skolen på alle niveauer.

Har du supplerende forslag til denne side eller kommentarer til den, så kontakt Kirsten Friis: kfl@ucc.dk

Få mere viden om specialpædagogik her på siden ved at gå direkte til:

Litteratur

Rapporter

Netværk og websites

Udvalgte love og websites

 

Litteratur

Boelt, V.; Jørgensen, M., Rasmussen, T.N. (red.) (2011): Specialpædagogik – teori og praksis. KvaN
Ud fra et inkluderende perspektiv forholder bogen sig til specialpædagogiske temaer og dilemmaer. Artiklerne fordeler sig inden for kategorierne: ’Specialpædagogik i et samfunds- og skoleperspektiv’, ’Specialpædagogik i et relationsperspektiv’ og ’Specialpædagogik i et didaktisk perspektiv’.

Booth, T.; Ainscow, M. (2004): Inkluderingshåndbogen. Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag
Det engelske materiale ”Index for Inclusion” er bearbejdet til dansk skolelovgivning af Susan Tetler og Kirsten Baltzer. Her sættes fokus på visionen om den inkluderende skole og der præsentereres, hvordan den enkelte skole kan arbejde mod et inkluderende læringsmiljø ved at udvælge egne problemområder og mål inden for de tre indsatsområder: skolekultur, strategier og praksis. Der findes desuden eksempler på spørgeskemaer til afdækning af den enkelte skoles profil.

FN (2006): FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap og tillægsprotokol
Konventionen, som er ratificeret i Danmark,  peger på, hvordan alle personer trods eventuelle læse-skrive-vanskeligheder kan sikres lige deltagelse i skole, uddannelse og samfund.
Download FNs konvention her

Hamre, B.(2012): Potentialitet og optimering i skolen. Problemforståelser og forskelssætninger af elever – en nutidshistorisk analyse. Phd.-afhandling. Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU)/Aarhus Universitet
I sin afhandling sætter Hamre fokus på, at den måde, vi har indrettet skolen på, medfører, at flere elever bliver ’gjort forkerte’, og at der bliver stillet flere diagnoser – trods en målsætning om at inkludere flere elever med særlige behov i skolen. Der er tendens til, at disse udsatte elever i stigende grad udstyres med diagnoser. Det er elever, som fx har problemer med at være nysgerrige, fleksible, forandringsorienterede, positive og sociale – og netop har brug for en inkluderende pædagogisk praksis.
Afhandlingen kan downloades her
Relaterede artikler/omtaler:
Børn kommer i klemme i skolens krav om læring og konstant udvikling. UCC, 24.01.2013.
Den resultatorienterede folkeskole marginaliserer udsatte børn. Information, 26.01.2013

Hausstätter, R. S. (2009): Specialpædagogiske dilemmaer. Dafolo
Ud fra en postmoderne kritik af det moderne syn på viden og videnskabelighed diskuterer Häusstätter, hvordan den specialpædagogiske professions plads i velfærdsstaten kan forstås. Det sker gennem forskellige teoretiske perspektiver og eksempler.

Larsen, I. H. (2009): Barnet bag diagnosen. Dafolo
I bogen diskuteres diagnosebegrebet og der tages kritisk stilling til psykiatriens forståelse og forklaring af elevens vanskeligheder. Er diagnoser måske et symptom på, at børn/unge ikke tilbydes de rigtige sociale livsbetingelser? Sådanne tankevækkende og måske provokerende spørgsmål rejses.

Inklusion og fællesskab. Temanummer. Liv i Skolen, nr. 4, 2010. VIA University College
Alle lærere skal kunne levere en inkluderende undervisning, men hvordan i praksis? Tidsskriftet peger i en række korte, men kompetente artikler på, hvordan inklusion kan praktiseres, så resurserne udnyttes bedst.

Nilholm, C. (2010): Perspektiver på specialpædagogik. KLIM
Bogen præsenterer tre forskningstilgange til specialpædagogisk virksomhed: et kompensatorisk, et kritisk og et dilemmaorienteret perspektiv. Via disse perspektiver stiller Nilholm skarpt på centrale specialpædagogiske problemstillinger, og på hvordan disse kan identificeres i forhold til organisatoriske, institutionelle og samfundsmæssige betingelser og muligheder.

Sjøvik, P. (red.)(2013): En børnehave for alle – specialpædagogik og inklusion. KLIM
En række norske fagfolk inden for det specialpædagogiske felt skriver om inklusion i børnehaven. Bogen taler for at skabe og udvikle børnehaver, der er rummelige og inviterende – både fysisk, socialt og kulturelt.

Specialpædagogisk forskning i Norden. Temanummer. Psykologisk Pædagogisk Rådgivning nr. 2, 2003
I temanummeret sættes fokus på, hvordan specialpædagogikken har udviklet sig og de forståelser/paradigmer som ligger bag denne udvikling. Desuden peges på at en flerparadigmatisk forståelse er på vej. Flere numre af Psykologisk Pædagogisk Rådgivning sætter desuden fokus på relevante perspektiver indenfor specialpædagogikken.

Tetler, S.; Ferguson, D.L.; Baltzer, K.; Boye, C. (2011): Inkluderet i skolens læringsfællesskab? En fortløbende problemidentifikations- og løsningsstrategi. Dafolo
Bogen præsenterer et observationsmateriale, som kan støtte lærere i at identificere nogle af de problemstillinger, der eksisterer omkring enkelte elever eller hele klassen, så teamet omkring den enkelte klasse har et redskab til at reflektere over og kvalificere deres pædagogiske tiltag. Der gennemgås flere case, hvor Thomas er i læsevanskeligheder. Materialet er udviklet og anvendt i forbindelse med forskningsprojektet ”Pædagogiske vilkår … for elever i komplicerede læringssituationer”, DPU.

Tetler, S.; Langager, S. (red) (2009): Specialpædagogik i skolen. En grundbog. Gyldendal
Antologien giver en grundig indføring i det specialpædagogiske område gennem en række artikler, der hver især kommer med forslag til supplerende litteratur og spørgsmål til refleksion. Artiklerne er inddelt i tre dele, så læseren guides gennem ”Specialpædagogiske grundforståelser i et inkluderende perspektiv” videre til ”Specialpædagogik og didaktik i et læringsperspektiv” og til sidst til ”Specialpædagogiske indsatsområder i et organisatorisk perspektiv”. Artiklerne kan også læses enkeltvis.

Unesco (1994) Salamanca Erklæringen og Handlingsprogrammet for Specialundervisning Verdenskonferece
Læs mere om erklæringen her

UNESCO FN’s tiår for evnen til at læse og skrive (“literacy”) 2003-2010
Læs mere her

 

Rapporter

Egelund, N.; Tetler, S. (red) (2009): Effekter af specialundervisningen. Pædagogiske vilkår i komplicerede læringssituationer og elevernes faglige, sociale og personlige resultater. Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag
Ca. 20 % af folkeskolens samlede resurser anvendes til specialundervisning, så derfor spørger forskere på DPU til effekten af disse særlige tilbud til elever i vanskeligheder – og til hvordan den pædagogiske indsats kan forbedres. Denne rapport beskriver resultaterne fra de to delprojekter ”Effektundersøgelse af indsatsen over for børn og unge med lettere vanskeligheder” og ”Pædagogiske vilkår … for elever i komplicerede læringssituationer” tilknyttet det strategiske program for velfærdsforskning’, som Folketinget iværksatte i 2004.

EVA (2007): Specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand. Perspektiver på den rummelige folkeskole. Danmarks Evalueringsinstitut
Rapporten ser på folkeskolens indsats for elever med behov for særlig støtte. Hvilken betydning har specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand har for kvaliteten af skolens samlede undervisning og for de samarbejdsrelationer, der er omkring indsatsen? – Internt på skolen, i skole-hjem-samarbejdet og på kommunalt niveau.

EVA (2011): Indsatser for inklusion i folkeskolen. Danmarks Evalueringsinstitut
Rapporten tager temperaturen på, hvordan inklusion forstås – om de professionelle har en fælles forståelsesramme – og hvilke pædagogiske erfaringer, som opleves mest vellykkede. Den baserer sig på en spørgeskemaundersøgelse blandt alle skoleledere og en spørgeskemaundersøgelse blandt udvalgte lærere.
Læs mere og download rapporten her
Læs også centrets omtale

Nordens Välfärdscenter (2011): Fokus på lese- og skrivevansker
Igennem en række artikler giver Nordens Välfärdscenter anbefalinger og eksempler til, hvordan alle personer trods eventuelle læse-skrive-vanskeligheder kan sikres lige deltagelse i skole, uddannelse og samfund. Det sker med reference til FN’s internationale handicapkonvention, 2006.
Download rapporten her
Download anmeldelse af rapporten fra Viden om Læsning nr. 11

Tideman, M. (m.fl.) (2004): Den stora utmaningen. Om att se olikhet som resurs i skolan. Högskolan i Halmstad & Malmö Högskola
Rapporten formidler resultater fra et stort svensk forskningsprojekt. Den viser, hvordan skolen kan se elevers forskelligheder som resurser og muligheder frem for som problemer. Rapporten giver et billede af, hvordan forskellige aktører (elever, forældre, lærere, speciallærere, skoleledere og politikere) ser på elever i skolevanskeligheder og hvordan de forstår normalitetsbegrebet. Ved at fokusere på mangfoldigheden og pædagogisk værne om denne kommes nærmere visionen om ’en skole for alle’.

Netværk og websites

DPU/Aarhus Universitet: Social- og Specialpædagogik i inkluderende perspektiv
Her orienteres om forskningsprojekter vedrørende udsatte børn, unge og voksnes livsmuligheder, læringsprocesser og aktive samfundsdeltagelse, og det er muligt at downloade udvalgte specialer og masteropgaver, præsentationer og oplæg fra konferencer o.l

Livsverden.dk
Informationskilde & forum for interesserede i eksistentiel fænomenologi
Sitet formidler viden om eksistentiel fænomenologi og hermeneutik. Her kan downloades bøger og artikler vedrørende psykologi, specialpædagogik og pædagogik ud fra dette videnskabsteoretiske perspektiv – blandt af John Maul

Tekst.hmi.dk
Et netværk for fagpersoner, der arbejder med teknologiske hjælpemidler, der giver støtte til læsning og skrivning og hjælper med at organisere dagligdagen for bl.a. ordblinde og personer med ADHD. Netværket samler og formidler viden om fx forskning, erfaringer, materialer fra Danmark og internationalt. Her findes bl.a. stor artikelbase, som konstant opdateres.

Udvalgte love, bekendtgørelser og vejledninger

Folkeskoleområdet:


Erhvervsuddannelserne:


Voksenområdet:


Videregående uddannelser:


Udarbejdet af Kirsten Friis, Nationalt Videncenter for Læsning – Professionshøjskolerne