Nationalt Videncenter for Læsning
Titangade 11
DK-2200 København N
+45 41 89 90 90
info@videnomlaesning.dk

Print This Page

Sprogtilegnelse

Børns sprogtilegnelse er i disse år genstand for stigende interesse – f.eks. politisk, forskningsmæssigt og uddannelsesmæssigt. Derfor er det bemærkelsesværdigt, at den foreliggende viden om, hvordan børn tilegner sig et sprog, er temmelig begrænset. Indsigt i hvornår barnet udvikler forskellige sproglige færdigheder er ligeledes mangelfuld. Måske netop derfor florerer der mange forestillinger om danske børns sprog – ikke mindst myter om, at danske børns sprog er ringe og forsinket i sammenligning med andre lande og i sammenligning med før i tiden. Om disse forestillinger og myter er sande eller ej, kan der i dag ikke svares entydigt på, netop fordi evidensbaseret viden om børns sprog er så spinkel. Derfor bør fagpersoner, der beskæftiger sig med børns sproglige udvikling eller andre, der interesserer sig for børns sprog forholde sig kritisk til de informationer, som gives om børns sprog. Nedenfor nævnes en række tekster om børns sprog, som særligt kan anbefales fagpersoner – f.eks. sundhedsplejersker, pædagoger og lærere samt undervisere på f.eks. seminarier – som ønsker at tilegne sig viden om børns sproglige udvikling. Det samme gælder studerende på videregående uddannelser, der inkluderer viden om børns sprogtilegnelse.

Litteratur om børns sprogtilegnelse

  • Bjar, Louise og Caroline Liberg (2004): Børn udvikler deres sprog. Gyldendal.
    Målgruppen er studerende, pædagoger og lærere samt andre med interesse for de forskellige aspekter af den sproglige udvikling, herunder sproglige vanskeligheder. Tosprogethed behandles også i bogen.
  • Boye, C.; Rasmussen, K. (2011): Små børns sprog og læsning – fra nul til syv år. Akademisk Forlag
    Bogen beskriver, hvordan voksne omkring barnet kan støtte barnets forudsætninger for at tilegne sig alsidige kommunikative færdigheder.
  • Elfström, I. mfl. (2012): Børn og naturvidenskab. Akademisk Forlag
    Bogen beskriver, hvordan pædagoger kan bruge mindre børns opdagelser og spørgsmål som udgangspunkt for at opleve, lege og lære om naturvidenskabelige fænomener. En måde til at stimulere og udvikle barnets begreber og ordforråd.
  • Gjems, L. (2010): At samtale sig til viden. – Sociokulturelle teorier om børns læring om og gennem sprog og samtale. Dafolo
    Ud fra teorier om sprog og læring fokuserer forfatteren på, hvordan nære samtaler mellem barn og professionelle voksne har betydning for barnets sproglige og kognitive læring og udvikling.
  • Hagtvet, Bente Eriksen(2004): Sprogstimulering. Tale og skrift i førskolealderen. Alinea
    Bogen er delt op i en teoretisk og praktisk orienteret del med mange praksisnære eksempler til illustrering af mange teorier om sproget og sprogtilegnelse. Kan anvendes som grundbog for pædagoger og også lærere med interesse for feltet. Barnets tilegnelse af skriftsproglige kompetencer belyses stærkt – men også mange andre sproglige færdigheder belyses teoretisk og praktisk.
  • Høigård, Anne (2006): Barns språkutvikling. 2. udgave. Universitetsforlaget
    Bogen giver en grundig indføring i, hvordan børn tilegner sig de mange delaspekter ved sprog og sprogbrug gennem dialog, fortælling og leg. Bogen viser stadierne i den tidlige læsning og skrivning og giver råd om, hvordan den voksne kan støtte og stimulere den både i børnehaven og skolen.
  • Karmiloff-Smith, Annette og Kyra Karmiloff (2002): Barnets veje til sprog. Socialpædagogisk bibliotek
    Målgruppen er studerende, pædagoger og lærere samt andre med interesse for de forskellige aspekter af den sproglige udvikling. Bygger på ny forskning om barnets sprogtilegnelse – også inden fødslen.
  • Månsson, H.; Basse, L., Bylander, H.I. (2010) Håndbog for sprogvejledere – teori og praksis. Dansk psykologisk Forlag
    Ud fra forsknings- og praksisbaseret viden belyses forskellige aspekter ved sprogvejlederfunktionen. Artiklerne er inddelt i 3 kategoerier: “Vejledning og pædagogisk planlægning i forhold til børns sprogudvikling”, “Børns sprogtilegnelse” og “Dokumentation og evaluering af børns sprog og pædagogisk praksis”. Bogen er både en håndbog og en grundbog, som formidler aktuel viden om børns sprogtilegnelse og sprogvurderinger
  • Nettelbladt, Ulrika m.fl. (2007): Språkutveckling och språkstörning – Del 1. Studentlitteratur
    “Boken behandlar språkutveckling och språkstörning hos enspråkiga barn. Först presenteras aktuella definitioner av språkstörning och ges en historisk översikt av ämnet. Därefter beskrivs fonologisk, grammatisk och lexikal utveckling hos barn med typisk språkutveckling samt ges en översikt av teoribildningen inom respektive område. Problem inom fonologi, grammatik och lexikon hos barn med språkstörning tas upp och olika förklaringsmodeller presenteras. Till sist behandlas bedömning och intervention av barn med språkstörning. Boken innehåller många autentiska exempel från svenska barn. Boken är främst avsedd för logopedstudenter och logopeder. Den kan även läsas av specialpedagoger, psykologer och läkare samt vara av intresse för studenter i språkvetenskapliga ämnen och psykologi.”
  • Palludan, Charlotte (2006): Børnehaven gør en forskel. DPU
    Feltstudie af hvordan pædagoger og børnehavebørn i deres indbyrdes møde håndterer hverdagslivet i børnehaven.
  • Sprogvejlederen. Dafolo, 2010
    Nogle af forskerne bag observationsmaterialet TRAS sætter i syv kapitler fokus på sprogudvikling, sprogvanskeligheder, kortlægning af sproglige vanskeligheder, tilrettelæggelse af god sprogudvikling, specialpædagogiske tiltag til børn med sproglige vanskeligheder, tosprogede børn, digitale undervisnings- og hjælpemidler samt unges sprog og læsning. Bogen er bearbejdet til danske forhold af Else Maarssø
  • Vejleskov, H. (red.) (2010): Børnesprog. Fra 12. Nordiske Symposium om Børnesprogsforskning. Forlaget UCC
    På baggrund af symposiet sættes fokus på børns tilegnelse af bl.a. modersmålets fonologi og morfologi, nye sprogtest, kommunikation og narrativitet, skriftsprog og tosprogethed.

 

Siden er udarbejdet af Hans Månsson og Kirsten Friis
Nationalt Videncenter for Læsning, professionshøjskolerne
December 2010