Litteraturdidaktik og -pædagogik

Der sker et eller andet, når det handler om skønlitteratur. Måske bliver man smittet, for en sproglig finurlighed fylder fingrene, der pludselig gerne vil skrive ord som brombær, henslængt, betonbygning, mælkeskæg og kuglefisk − endda lige midt i en seriøs indledning til et tidsskrift.

Skønlitteratur kalder i det hele taget på oplevelse af sprog. Ligesom den kalder på en udforskning af andre verdener, sig selv og − ikke mindst, og når teksten er bedst − den totale opslugthed. Det kan de fleste nok genkende.

I skole og dagtilbud er skønlitteratur ikke udelukkende noget, der ”bare er” og skal opleves, den ”skal” også noget med sin læser.
En metode som dialogisk læsning har sat børns sproglige udvikling i fokus, når der er læsestund i dagtilbuddet, mens litterær dannelse længe har været årsagen til, at vi læste skønlitteratur i skolen. I dag er dannelsen stærkt suppleret med et fokus på kompetencer. Eleverne skal blive dygtige til at kommunikere i forskellige genrer og situationer og forstå den litterære værktøjskasse med alt, hvad det indbefatter af aktantmodel, narrative strukturer og plot. En udvikling, nogle jubler over, andre begræder.

I dette tidsskrift spørger vi ”Hvad skal litteratur i skole og i dagtilbud?”
Vi spørger, fordi vi ved, den skal noget. Men vi spørger åbent og tager dermed ikke stilling til, om det er dannelse, sproglig udvikling eller kompetencer, der er argumentet for skønlitteraturen.

14 skribenter giver deres svar. Til fælles har de, at de italesætter, undersøger og diskuterer skønlitteratur i skole og dagtilbud. For også at give plads til litteraturen – som det hele i bund og grund handler om – lader vi en lille billedfortælling sno sig mellem artiklerne. Det er illustratoren Katrine Clante, der står bag, og via sine billeder præsenterer hun en tavs, men særdeles ordrig fortælling. Vi har med andre ord skruet ned for talen og op for oplevelsen − plottet, det må I selv skrive frem.