Nationalt Videncenter for Læsning udvikler i samarbejde med pædagoger, lærere, forskere og andre viden om literacy til gavn for den enkelte og samfundet.

Nationalt Videncenter for Læsning
Humletorvet 3
1799 København V
+45 41 89 90 90
info@videnomlaesning.dk

EAN 5798009882882, att. sted 2210
CVR 30891732

Forskerklummen

Kan et fotografi lyve mere end tusind ord?

Vi lyver, vi manipulerer, vi fortolker, vi forstiller os og fremstiller os, men vi taler også sandt, er ærlige, åbenhjertige og sårbare. Vi kan lyve med fotografiet, men alt hvad der er manipuleret, er ikke nødvendigvis løgn. På sociale medier vokser nye former for fotografisk sandhed frem, som vi er nødt til at tage alvorligt. Fotofiltre, lys, makeup og poseringer er en del af det udtryksmæssige repertoire, som vi ikke blot kan forkaste som falsk eller usundt.

Det er let at give teknologien eller medierne skylden, hvis unge får problemer med selvværdet af at sammenligne deres eget liv med manipulerede billeder fra andre menneskers iscenesatte backstage-liv. Men inden vi går til angreb på unges brug af mobilfotografi, må vi forstå de andre former for sand fotografisk repræsentation ud over den neutrale realisme. Vi ved nemlig udmærket, at billeder ikke altid er naturalistiske gengivelser af en sanset virkelighed. Sommetider er de det, jeg vil kalde emotive gengivelser af sand subjektiv virkelighed.

Fotofiltre placerer afsenderen i billedet

Inden for teorien om visuel socialsemiotik og multimodalitet opererer man med begrebet visuel modalitet. Begrebet stammer egentlig fra den sprogligt-grammatiske kategori modalitet, som beskriver, hvordan man med sproget kan udtrykke interpersonelle betydninger om usikkerhed, sandsynlighed, frekvens m.v. (Halliday & Matthiessen, 2004), altså i det hele taget placere sig selv som afsender i teksten med al den skråsikkerhed eller tvivl, man måtte ønske at udtrykke. Den visuelle modalitet handler også om placeringen af afsenderen i teksten, men med fokus på at udtrykke grader af naturalisme eller grader af virkelighedsreference – altså hvor virkeligt, sandt eller neutralt indholdet skal opfattes. Kress og van Leeuwen (2006) opregner en række parametre, der tilsammen udgør billedets såkaldte modalitetsprofil, som er afgørende for et billedes sandhedsværdi. I store træk har disse parametre at gøre med valg i repræsentation af lys, farver og detaljer – altså alt det, vi manipulerer med i fotofiltre på vores mobilapps.

Sociale medier giver analytiske kompetencer

Jeg har gennem to årtier undervist i visuel analyse på universitet og har således diskuteret visuel modalitet med flere tusinde studerende. Gennem årene har jeg observeret en klar forandring i unge studerendes blik for og syn på visuel sandhed i fotografisk kommunikation. I starten af 00’erne havde de studerende ikke et særligt nuanceret blik på, hvorvidt et billede var neutralt eller manipuleret. De havde ganske svært ved at observere forskelle i modalitetsprofilen som fx højere farvemætning eller lavere detaljeringsgrad og havde derfor vanskeligt ved at få et nuanceret blik for de betydningsmæssige konsekvenser af dette. Fra starten af 10’erne begyndte de studerende til gengæld at blive markant bedre til at analysere modalitetsprofilen. De fik en langt mere nuanceret repertoireforståelse og kunne argumentere klarere for, hvordan valg i fx lys, farve og detaljering kan benyttes strategisk til at skabe præcis den ønskede betydning. Det er næppe nogen tilfældighed, at denne udvikling falder sammen med lanceringen af de sociale medier, hvor mobilfotografiet spiller en helt central rolle. Gennem apps som fx Instagram er kompetencerne styrket inden for fotografisk kommunikation, herunder billedbehandling, fordi processen er blevet hurtigere. Vi kan lynhurtigt skabe billeder, behandle dem, dele dem og få feedback med det samme, så vores individuelle og socialiserede trail-and-error-processer foregår med et voldsomt accelereret tempo (Johannessen & Boeriis, 2019). Med andre ord trænes vi således yderst effektivt i fotografisk kommunikation gennem daglig brug af det socialt medierede mobilfotografi

Beretninger om emotive sandheder

I takt med at mine studerende er blevet dygtigere til at analysere modalitet, har jeg observeret en ændring i den måde, de forstår visuel sandhed på. En sand eller virkelighedstro fremstilling behøver ikke længere se naturalistisk ud eller være en neutral repræsentation, så det filtrerede og iscenesatte fotografi kan i dag sagtens opfattes som sandt. Inden vi bliver forfærdede over dette, kan vi lige overveje fotografiets sociale rolle i dag.

Det kan virke bekymrende at iagttage, hvordan mange oplever alting med mobilen foran ansigtet. Vi tænker, at de fotograferer og filmer i stedet for at være til stede, men vi glemmer måske, at mobilfotografering ofte er en del af en social handling. Det svarer til, når vi mundtligt fortæller hinanden om vores oplevelser, og det oplevede står endnu stærkere i lyset af andres reaktion. Vi beretter tilsvarende om vores oplevelser med billeder i beskeder eller på sociale medier, og det forstærker oplevelsen, fordi vi mærker andres reaktioner i kommentarer og likes. Fotografiet er ikke længere bare en ekstern hukommelse, som vi kan tage frem, når vi vil mindes noget – det er en udtryksform, som vi bruger til at interagere med hinanden i realtime.

Vi bruger filtre til at tilføje en stemning til det genfortalte og har dermed en nuanceret forståelse for billedets modalitet. ’Det føles på denne måde’, siger vi med de valgte filtre og videregiver dermed den subjektivt oplevede stemning. Vi registrerer ikke bare, vi gengiver sande følelser. Denne emotive sandhed ser jeg tydeligt i mine studerendes formuleringer om fotografiske tekster. De opfatter fx ikke et forskønnet filtreret billede af en person som en løgnagtig fremstilling, men ser det som en fortolkning af denne person, nærmest som var det verden oplevet gennem et temperament, som dokumentaristen Jørgen Roos engang har sagt om dokumentarfilmen.

”Jeg er lækker”

Hvis vi møder sådan et udsagn, vil vi afhængig af konteksten måske synes, det er akavet, ironisk eller bare lidt ynkeligt. Hvis en person derimod udtrykker ”Jeg føler mig lækker i dag”, vil vi være mere tilbøjelige til at opfatte det positivt, som en subjektiv vurdering af dagsformen – og vi vil måske svare, at det er dejligt at høre, eller endda bekræfte personens vurdering. Sociale fotografier fungerer på tilsvarende vis, hvor filtrering, posering m.v. kan være en form for eksplicit subjektivering af indholdet og den følelse, det skaber hos afsender, som kan resonere hos modtageren.

Med øjet i hånden

Alene den hastighed, hvormed fotografier skabes, deles og kommenteres, fører til, at de fungerer som ytringer i en multimodal dialog. Samtidig er den fotografiske dialog langt mere kropslig, end man skulle tro. Ligesom når vi mærker hinanden i empatiske spejlinger af stemmeføring og kropssprog, så mærker vi også hinanden gennem mobilfotografiet. Mobiltelefonen er altid ved hånden, vi har avancerede kamerafunktioner for enden af vores ene arm, nærmest som var de en del af vores sansemotoriske apparat. De fungerer som en udvidelse af vores sensorium, hukommelse og sociale omgivelser, så vi er meget tæt koblet til hinandens kroppe gennem det sociale mobilfotografi. Vi oplever og husker gennem mobilen i hånden, og så deler vi med en anden, som står med et helt tilsvarende apparat i sin hånd, hvilket giver mulighed for en empatisk spejling af oplevelsen. Vi føler hinandens oplevelser, fordi de resonerer med vores egne erfaringer med at opleve med mobilen i hånden, og vi genkender (bevidst eller ubevidst) de udtryksmæssige konsekvenser af emotionelle tilstande. Fotografiet er således for modtageren mere end blot en (æstetiseret) genfortælling af en oplevelse – det muliggør en nærkropslig genoplevelse – en kropslig-emotiv empatisk spejling (Frosh, 2015).

Konsekvens

Tidligere var det fortolkende billede forbeholdt eliten i reklamen og kunsten, men i dag er det allemandseje – vi kan alle udtrykke os emotivt med fotografier og dele nærmest kropsligt. Nu hvor den emotive sandhed er fremherskende, må vi ikke fremmedgøre de unge med vores moraliserende maskinstorm og bedagede puritanske forståelse af fotografiets indeksikalsk-referentielle værdi og funktion.

Det er vigtigt, at vi bevæger os væk fra en opfattelse af, at det sande fotografi nødvendigvis skal være umanipuleret og neutralt fremstillende, og at alt andet er enten plat eller decideret ondsindet. Sådan er den kommunikative virkelighed simpelthen ikke skruet sammen længere (hvis den nogensinde har været det).

Med den udvidede forståelse af fotografiet blandt unge mennesker i dag, er der basis for, at vi inden for uddannelsessystemet kan tage en virkelig nuanceret og kritisk tilgang til de fotografiske udsagn. Vi har enestående muligheder for at give unge en kritisk forståelse af visuel kommunikation, som ikke blot er distanceret analytisk, men derimod direkte baseret på deres eget kendskab til og erfaringer med at udtrykke sig fotografisk.

Måske kan vi – ved at tage den emotive sandhed og de sociale fotografier alvorligt – hjælpe unge med at indgå på kompetent vis og med højt selvværd i deres (visuelle) fællesskaber.

  • Forslag til videre læsning

    Frosh, P. (2015). The gestural image: The selfie, photography theory, and kinaesthetic sociability. International Journal of Communication 9: 1607-1628. California: USC Annenberg Press.

    Johannessen, C. M., & Boeriis, M. (2019). Accelerating semogenesis: an ecosocial approach to photography. Visual Communication, 1-25 (online). London: Sage.

    Van Leeuwen, T., & Kress, G. (2006). Reading Images – The grammar of visual design (2nd ed.). London & New York: Routledge.

Del siden på email

Du deler et link til siden: Kan et fotografi lyve mere end tusind ord?