Litteraturdidaktik og -pædagogik

Den fagdidaktiske forskning i læseforståelse centrerer sig i disse år om faglig læsning (Bremholm, 2013; Nielsen, 2010; Skjelbred & Aamotsbakken, 2010), mens danskfagets litterære læsning ikke har så stor bevågenhed. I denne artikel præsenteres de foreløbige resultater af en empirisk undersøgelse i mit igangværende ph.d.-projekt af syv elevers møde med en litterær tekst. Gennem ’think-aloud’ som metode tænker syv elever højt om deres læseproces under læsning af en litterær tekst. Af studiet fremgår det, at eleverne kender til og forsøger at anvende læseforståelsesstrategier, men bremses af forskellige årsager. Samtidig indikerer studiet, at læsning for de syv elever er uløseligt knyttet til en skolekontekst og medieres af den måde, hvorpå eleverne positionerer sig selv i denne skolekontekst. Læsning opleves og i talesættes således indenfor en skolediskurs.

Denne artikel introducerer en ny måde at læse og fortolke hovedværker på i folkeskolen. En måde der ikke er forankret i en akademisk lærebogsdiskurs, men i stedet udvikler fortolknings- og læseoplevelser via fysiske oplevelser af steder, som har betydning for handlinger i den litteratur, der læses af eleverne. Den ofte akademiserede forståelse af arbejdet med lærebøger og hovedværker i skolen har et væsentligt potentiale, men den kritiseres for ikke at være autentisk og reproducere indhold fra en tekst til en anden (Blikstad-Balas, 2015, s. 78-81). Så hvad sker der med eleverne – deres læseoplevelse, læseforståelse og dannelsesproces, hvis de steder, der har betydning for handlinger i værkerne, bliver en del af læseoplevelsen? Hvis vi i danskundervisningen i folkeskolen så at sige læser og oplever værket med hele kroppen og verden, ved fysisk at opleve de steder, der har betydning for handlinger i værket.

Når elever analyserer og fortolker litteratur i udskolingens danskfag, indebærer det en sproglig stillingtagen. I denne artikel viser og diskuterer jeg, hvordan elever i litteraturundervisning i udskolingens danskfag især forholder sig til de litterære figurer som lyslevende personer, og at de desuden udviser en diskret involverethed ved at forholde sig til personerne på en måde, hvor de selv er tilbageholdende og kun indirekte inddrager egne værdisæt. Pointerne bygger på mit ph.d.-projekt ”Danskfagets litteraturundervisning: Et casestudie af elevers skriftsproglige måder at skabe stillingtagen på i udskolingen”, hvor jeg har undersøgt, hvordan elever skriver, reflekterer over skrivning og inviteres til at skrive, når de arbejder med specifikt noveller i skolefaget dansk.

Elever kan opleve litteraturlæsning i skolen som en fremmedartet og uvedkommende aktivitet, der ikke rigtig siger dem noget. Det kan også være noget af en udfordring at skulle bygge bro mellem litterære tekster og den omverden, børn og unge føler sig fortrolige med. Det omfatter bl.a. deres eget sociale liv, tv-serier, YouTube (klip), musik og bestemte former for litteratur, som appellerer ved mere direkte at tage afsæt i, gengive og bekræfte universer, som er velkendte for dem. Min pointe er i forlængelse af det, at man ved at benytte sig af en undersøgelsesorienteret tilgang til litteraturlæsning muligvis kan engagere elever i litteraturlæsning på ny. Der er ikke nødvendigvis tale om at inddrage tekster og medier, som børn og unge lettere kan forholde sig til. Det kan man også gøre, men i denne sammenhæng er tilgangen til litteraturen det centrale. Tanken er, at man med en kognitivt funderet langsomlæsning kan inddrage eleverne på en måde, så deres umiddelbare oplevelse af teksten anerkendes og bringes i spil. Derved bliver det også muligt at koble nogle af de appelstrukturer, som kendetegner børns fritidslæsning sammen med appelstrukturer, man tilstræber at identificere i danskundervisning i skolen.

Med afsæt i et fænomenologisk tekstbegreb præsenteres en undersøgelsesorienteret tilgang til tekst- og talehandlinger, hvor det kognitive scenariebegreb spiller en central rolle som bindeled mellem tekst, situation og kontekst i undervisningen. Der argumenteres for en langsomhedens didaktik, hvor arbejdet med scenarier åbner for en eksplorativ tilgang til kulturens tegn og tekster, der på mange måder minder om en undersøgelsesorienteret tilgang inden for naturfag og matematik. Argumenterne bliver konkretiseret med eksempler på analyser og scenarieøvelser, der tildeler stedet, anskuelsen og det kropsligt situerede perspektiv en vigtig betydning i undervisningen.

Mellem tidsskriftets artikler snor en lille billedfortælling sno sig. Det er illustratoren Katrine Clante, der står bag, og via sine billeder præsenterer hun en tavs men en særdeles ordrig fortælling. Vi har med andre ord skruet ned for talen og op for oplevelsen

Fælles mål har opprioriteret litteraturundervisningen i danskfaget ved at gøre fortolkning til et selvstændigt kompetenceområde. Med denne artikel ønsker jeg dels at sætte fokus på, at litteraturundervisningen skal fylde i begynderundervisningen på lige fod med de andre danskfaglige kompetenceområder, og dels at pege på, hvorfor lærerens oplæsning er en vigtig del af danskfaget, hvor også den nyere børnelitteratur bør inddrages

Børn og unges litteraturlæsning (om den sker på skærm eller papir) har altså nogle helt særlige kvaliteter i forhold til at give læseren råstyrke og robusthed. Samtidig kan læsningen give danskfaglige kompetencer, æstetiske oplevelser og et indblik i en verden, man ikke vidste, fandtes. Artiklen tager særligt afsæt i folkeskolens danskundervisning, men naturligvis er målet for danskundervisere og litteraturlæsere, at litteraturlæsning vil være en livslang glæde for de fleste. Læsning af litteratur er en kompliceret proces. Først skal man lære at læse, hvad der står på linjerne, dernæst skal man kunne læse mellem linjerne, og endelig lærer man måske at forstå, hvad der er bag linjerne. Artiklen fokuserer først kort på, hvorfor det giver mening at lære at læse på, mellem og bag linjerne, dernæst er det oplevelsen af sammenhæng, robusthed, empati og begrebsforståelse, der sættes fokus på. Her inddrages en række eksempler fra den nyere børne- og ungdomslitteratur. Konklusionen tager udgangspunkt i folkeskolens litteraturundervisning. Det er folkeskolen, der danner rammen om litteraturlæsningen.

Litteratur har altid været del af danskundervisningen. I 1800-tallets første halvdel indgik litteraturen i form af små moraliserende tekststykker i faget læsning, men underordnet den overordnede færdighedstræning. I anden halvdel af 1800-tallet blev læsebogen introduceret med teksteksempler fra bl.a. samtidens førende digtere. Efter nederlaget i 1864 kom litteraturlæsningen til at indgå som et centralt led i den nationalromantiske dannelse i skolen. Læsebogen kom (i utallige skikkelser) til at rumme en litterær kanon over 1800-tals litteratur, som forblev nærmest uforandret frem til 1960’erne på trods af betydelig kritik i den pædagogiske debat. I 1970’erne kom opgøret med den nationalromantiske litteratur, og litteraturen kom til at indgå som ét element i det udvidede tekstbegreb og den socialrealistiske tilgang til læsning i danskfaget. I 1980’erne reintroduceres litteratur som et dannelseselement i danskfaget, og siden har litteraturen været et centralt element i danskfaget, siden 2004 også i form af den danske litteraturkanon.

Det lader ikke til, at der på noget tidspunkt er blevet sat spørgsmålstegn ved, om billedbogen skulle anvendes i den pædagogiske praksis. I stedet har både teoretikere og praktikere overvejet, hvordan og til hvad bogen har skullet bruges i forhold til opdragelsen af det lille barn. I denne historiske gennemgang vil jeg se på, hvorvidt bogen i det pædagogiske arbejde har skullet bruges til at viderebringe viden og læring, eller om den har skullet inspirere til fantasi og kreativ tænkning hos det lille barn. Op igennem historien har debatten svinget frem og tilbage mellem disse to yderpoler, og ofte er begge positioner smeltet sammen.

Når vi åbner en børnelitterær tekst, vil det i dag af og til være i form af en digital tekst, som fx en app indlejret i en tabletcomputer. Det stiller nye spørgsmål til, hvordan vi begriber og forstår børnelitteratur og læsekultur. Når børnelitteratur realiseres i nye formater og medier, bliver det aktuelt at se på den enkelte teksts måde at være tekst på, dvs. dens materialitet. Med teoretisk forankring hos litteratur- og teknologiprofessor N. Katherine Hayles vil et materialitetsperspektiv for det første tematisere tekstens indre egenskaber som tekst, for det andet tematisere tekstens fysikalitet og for det tredje dens måde at være i samt interagere med verden på. Hensigten med at anvende materialitet som indgang til at forstå den børnelitterære apps læsekulturelle rækkevidde er dermed at se på såvel tekstinterne som teksteksterne dimensioner med særligt henblik på at forstå dens kontekst: Hvordan den skaber dialog mellem tekst og læser og er indlejret i en social verden. Artiklen bygger på den iagttagelse, at den børnelitterære tekst som æstetisk artefakt er under forandring qua den digitale udvikling, at det medie, teksten realiseres i, ikke er neutralt, men spiller en central rolle i betydningstilskrivelsen, og at læsekulturen får nye forudsætninger, når litteratur flytter ind i digitale devices. Materialitetsperspektivet kan udpege nogle niveauer og aspekter, der kommer i spil, når børnelitteratur realiseres som apps, og det kan indfange nogle af de paradoksale tilstande, den børnelitterære app befinder sig i, som fx opstår i forholdet mellem materialitet og immaterialitet og i den ambivalente bevægelse mellem forskellige formater, genrer og medier.

Dagligt udfordres lærere, pædagoger, bibliotekarer, læringskonsulenter, studerende og andre litteraturformidlere i valget af litteratur til børn og unge i forbindelse med læsning i skolen, daginstitutionen, læseklubben, på uddannelsesinstitutionen og i hjemmet. Formålet med læsning kan være mangfoldigt selv inden for samme kontekst, og børnelitteratur byder ind med mange typer af tekster til forskellige formål. Denne artikel indeholder en introduktion til børnelitteratur som et bredt genstandsfelt omfattende diversitet i målgruppe, medier og indhold. Børnelitteratur defineres som omfattende skøn- og faglitterære udtryk til børn og unge inden for både tekst-, billed- og lydmedier samt blandinger heraf (Reynolds, 2011). Derefter diskuteres en række kriterier for tekstvalg, og forskellige funktionelle og litterære vurderingsparametre bliver gennemgået. Afslutningsvis fremhæves tre eksempler på nyere børnelitteratur, der i foråret 2016 blev indstillet til Blixenprisen ud fra en litterært orienteret fundats, men som også vil kunne leve op til nogle af de funktionelle kriterier, der ofte bringes i spil i relation til henholdsvis undervisning og fritidslæsning.

Med udbredelsen af den strukturerede højtlæsningsmetode dialogisk oplæsning synes børnelitteraturen for alvor at indtage de danske dagtilbud. Jeg vil i det følgende på baggrund af egne og andres undersøgelser diskutere børnelitteraturens rolle i dagtilbud, samt om litteraturen med den dialogiske læsning reduceres til et instrument i sprogpædagogikkens tjeneste, eller om metodens udbredelse tværtimod vil styrke den litteraturpædagogiske praksis.

”Fiktive samtaler” er et iscenesat møde mellem personer, hvor de foretager en efterrationaliseret og konstrueret samtale. Man kan læse andre fiktive samtaler eller tænkte rekonstruerede dialoger i Jette Lundbo Levys bog: Modstandens figurer, Rosinante 1987. Til dette møde er inviteret: N.F.S. Grundtvig. Han levede godt nok i 1800-tallet, men han har meldt sig med en replik til debatten, fordi han altid har været optaget af menneskets udvikling, uddannelse og dannelse. Det samme gælder Georg Brandes, der gerne står for stærke synspunkter. Han tør forholde sig til litterær kvalitet og siger både forfattere, borgerskab og universitetssmagsdommere ret imod. Kanonudvalget fra 1992 har også sat sig i stolene. De har i samlet flok udpeget den klassiske litteratur, der har potentiale til litterær dannelse, og som vi derfor læser i skolen. Og fra nyere tid er det ”en skikkelse” som ”DeSeCo”, der jo til daglig fremstår i format af et OECD-dokument, men som i dagens anledning tager form af en person. DeSeCo er et betydningsfuldt dokument om kompetencer, som uddannelsesansvarlige i dagens Danmark må forholde sig til.

Der er al mulig grund til at hilse Bettina Perregaards bog Narrativitet – mellem sprog, handling og selv velkommen, hvis man interesser sig for mundtlighed, og man er ansat i fx folkeskolen eller læreruddannelsen. Man kan ikke se det på titlen, men Perregaards bog handler om den mundtlige fortælling, og hun får i løbet af et par hundrede sider tilført denne genre nyt blod, så man efter endt læsning føler sig opløftet på ny, klar til at give sig i kast med at fortælle og at undervise i at fortælle og ikke mindst i at indsamle mundtlige fortællinger.