Nationalt Videncenter for Læsning udvikler i samarbejde med pædagoger, lærere, forskere og andre viden om literacy til gavn for den enkelte og samfundet.

Nationalt Videncenter for Læsning
Humletorvet 3
1799 København V
+45 41 89 90 90
info@videnomlaesning.dk

EAN 5798009882882, att. sted 2210
CVR 30891732

Forskerklummen

Skrivning er mange ”ting”

”Skrivning”, ”design”, ”skriftlig fremstilling” eller ”tekstproduktion”? Hvordan vi betegner et fænomen, afhænger af, hvordan vi forstår det. Jeg har de seneste år forsket i, hvordan elever og censorer opfatter skrivning ved afgangseksamen i skriftlig fremstilling, og fordybet mig i, hvordan skrivning fremstår diskursivt i styredokumenter. Tilbage står, at skrivning i dansk er lidt af det hele – og måske tilmed noget særligt i den danske kontekst.

Seks diskurser om skrivning

Tekster som Fælles mål og det prøvemateriale, eleverne møder til eksamen, sætter retningen for dansklæreres skriveundervisning og vidner om, hvad der værdsættes frem for noget andet. Derfor er det interessant at undersøge, hvordan disse officielle tekster formulerer sig om det at skrive. Hertil har jeg ladet mig inspirere af den engelske literacyforsker Roz Ivanič, som har identificeret seks diskurser om skrivning og skriveundervisning i fx undervisningspraksis, læremidler og styredokumenter. Diskurserne prioriterer hver for sig forskellige aspekter af skrivning – fra det lokale til det globale – og betegnes af Ivanič som: færdighedsdiskurs, kreativitetsdiskurs, procesdiskurs, genrediskurs, social praksis-diskurs og sociopolitisk diskurs.

Ofte eksisterer flere af diskurserne samtidig. At visse af dem er teoretisk og logisk modstridende, udelukker ikke, at kombinationer kan give mening i fx en undervisningspraksis. I den daglige undervisning kan man således godt både tematisere staveregler og principper for orddeling ved linjeskift (færdighedsdiskursen) og arbejde procesorienteret (procesdiskursen) med at skrive til en bestemt målgruppe (social praksis-diskursen). Her handler det mest om forgrund og baggrund. Men i formelle dokumenter kan sameksistensen af principielt uforenelige diskurser og værdsætninger resultere i en flertydighed, som gør det vanskeligt at gennemskue krav og forventninger. Sådan er det, når elever, lærere og censorer skal forholde sig til iPrøven, som eksamensmaterialet til afgangsprøven i skriftlig fremstilling hedder i folke(skole)munde.

Diskurserne og iPrøven

I iPrøven, som er en html-fil, der indeholder rammer, vurderingskriterier og de fire skriveordrer med inspirationsmateriale, som eleverne kan vælge imellem til afgangseksamen, er alle seks diskurser repræsenteret:

Færdighedsdiskursen er lingvistisk funderet og båret af den forståelse, at basale principper for skriftsproget skal læres for så at kunne anvendes. Sproget betragtes som kontekstuafhængigt og indlæres som sådan, og en god tekst er én, der demonstrerer beherskelse af ortografi og syntaks.

I forbindelse med afgangseksamen viser denne diskurs sig ved, at retskrivning har sin egen delprøve, og at to af de otte vurderingskriterier for skriftlig fremstilling er henholdsvis “Sprog” og “Retskrivning og tegnsætning” med fokus på ”korrekt” stavning og ”sikker” tegnsætning.

Kreativitetsdiskursen har rod i creative writing og en litterær forståelse af skrivning som indholdsmæssig og stilistisk udfoldelse af ekspressiv kreativitet. Skriveren ses som en forfatter, og kvalitetskriterierne hentes i den skønlitteratur, som også betragtes som inspirationskilde for skriveren. Genrerne er ofte essay, personlige beretninger eller skønlitterære korttekster, og diskursens kvalitetsmarkører er fx autenticitet og originalitet.

I iPrøven viser denne diskurs sig i fiktionstekster og essayopgaver, hvor eleven forventes at skrive personligt og sprogligt kreativt om erfaringsbaserede emner. Derudover adresseres den ikke direkte, men studier i censorers kvalitetsnormer viser, at sproglig kreativitet og personlig involvering værdsættes højt i vurderingen.

Procesdiskursen kan både referere til skrivning som kognitiv proces og til den fysiske skriveproces, udfoldet over tid og stilladseret af undervisningens organisering i faser. Grundtanken er, at tekster planlægges, udformes og revideres i kognitivt forskellige operationer i den nævnte orden. Man taler metaforisk om at adskille forfatterens arbejde fra sekretærens, så kreativiteten ikke hæmmes af et korrekthedsregime.

Denne diskurs er i sagens natur fraværende i selve iPrøven som summativ evaluering. Men mange års tradition for procesorienterede skrivepraktikker i undervisningen ligger indfældet i organiseringen af Fælles mål, som eksplicit opererer med faserne Planlægning, Forberedelse, Fremstilling, Respons, Korrektur, Præsentation og Evaluering. Og det at ”styre skriveprocessen fra idé til færdig tekst” er en del af prøvegrundlaget. Diskursen ligger altså som forudsætning for produktet, der betragtes som en akkumuleret version af den ideelle proces.

Genrediskursen ser ifølge Ivanič skrivning som et sæt af teksttyper formet lingvistisk af den sociale kontekst, hvori de indgår, og er bl.a. inspireret af Systemisk Funktionel Lingvistik. Underviserens rolle er at stilladsere adgang til magtfulde genrer, og de dominerende kvalitetskriterier er, at elevteksten har passende eller hensigtsmæssige genrekarakteristika. Ivanič påpeger, at dette syn på skrivning og skriveoplæring er svært foreneligt med andre diskurser, fordi det er funderet i en bestemt systematik og terminologi – noget, som danske lærere, der har forsøgt sig med genrepædagogikken, måske nikker genkendende til. Fx kolliderer diskursen med en mere traditionel forståelse af genrer som generiske kategorier (fx epik, lyrik og drama).

Ikke desto mindre findes begge disse varianter af genrediskurser – og flere til – i uddannelsestekster og -kontekster, hvor de interfererer med andre diskurser på forskellige vis. I iPrøven manifesterer diskursen sig eksplicit i begreber som ”genre” og ”teksttype”. Og skriveordrerne udpeger specifikke genrer som fx essay, blogindlæg, kommentar, baggrundsartikel, debatindlæg, novelle og brev. Der er dog ikke fortrinsvis tale om magtfulde genrer. Fx bærer prioriteringen af essay og brev præg af kreativitetsdiskursens fokus på det personligt ekspressive, og hverken disse eller blogindlægget har stærke genrekoder kompositorisk eller lingvistisk.

Social praksis-diskursen retter opmærksomheden mod situationskonteksten og fokuserer på skrivehændelsen og skrivning som formålsdreven deltagelse i praksisfællesskaber. Den hensigtsmæssige deltagelse læres implicit ved, at deltageren identificerer sig med den sociale kontekst. Ivanič underinddeler denne diskurs i henholdsvis en funktionel, en kommunikativ og en etnografisk tilgang til, hvordan skrivning læres. Den første fokuserer på skrivningens autentiske formål (fx at skrive for at lære), den næste på autentiske og/eller simulerede kommunikationsscenarier og den sidste på eleven som forsker eller undersøger af samspillet mellem tekst og social kontekst med henblik på at kunne deltage.

I iPrøven findes denne diskurs i de fiktive kommunikationsscenarier, hvor både afsender- og modtagerroller er forskellige fra den empiriske skriver og læser – eksempelvis når eleven skal agere journalist og skrive en baggrundsartikel til en bred læserskare.

Den sociopolitiske diskurs kendes måske bedst i sammenhæng med kritisk literacy og ses ofte i interaktion med social praksis-diskursen. Den indebærer eksplicit undervisning i sociopolitiske forklaringsrammer for skrivning med henblik på at skabe kritisk reflekterede skrivere, som gennem handling kan påvirke både de diskursive og sociale rammer. Kritisk indsigt er magt i denne diskurs, som hæver sig op over de øvrige og fx forholder sig til en kontekst, hvor en færdighedsdiskurs gør det nødvendigt at prioritere korrekthed for at nå et skriveformål.

Diskursen findes ikke eksplicit i afgangsprøvens tekster, men er aktuel i den dobbelte positionering af eleven, som iPrøven foretager med de fiktive skrivesituationer. Eleven er således både en elev, der med sin skrivehandling skal bestå eksamen, og en fiktiv afsender, der skal performe en iscenesat kommunikativ handling. Den anerkendelsesværdige elevskriver er her den, der formår kritisk-reflekteret at håndtere dobbelthenvendelsen og positionere sig i forhold hertil i opgaveløsningen.

Den syvende diskurs

Alle Ivanič’ seks diskurser er altså at finde i iPrøven og konteksten omkring den. Men der er stadig en rest, som ikke indfanges af diskursanalysen. Det kalder på endnu en diskursiv kategori, og inspirationen til den henter jeg bl.a. i det norske NORM-projekt (2012-2016), som i analyser af norsklæreres kundskab om og forståelser af skrivning finder en udstrakt brug af et ”hverdagssprog om sprog”, når lærere omtaler elevsprog som ”godt”, ”levende” eller ”fint” i vurderingssamtaler. Forskerne ser umiddelbart dette som tegn på manglende faglig viden. Men der er også en vis enighed bag denne sprogbrug, som kunne tyde på, at den har rødder i en form for tavst fortolkningsfællesskab blandt lærerne.

I det ministerielle dokument iPrøven bliver danske elever mødt med ikke-faglige instruktioner som ”skriv om…”, ”søg på internettet” og ”giv dit essay en titel”. Og vurderingskriterierne rummer formuleringer som ”forståeligt, klart og varieret” sprog samt ”orden” – side om side med de øvrige diskurser. På samme måde findes ikke-faglige begreber side om side med faglige i danske censorers samtaler om kvalitet i elevtekster.

Noget tyder altså på, at en syvende diskurs i danskfaget supplerer Ivanič’ seks diskurser om skrivning. Den kan kort beskrives som en hverdagssproglig diskurs, der italesætter det ikke-ekspliciterede og måske ikke-reflekterede. Og den findes både i læreres og censorers situerede mundtlige kommunikation og i ministeriets skriftlige styredokumenter og eksamensoplæg.

Er skrivning en ting?

Jeg har ikke undersøgt, om en sådan hverdagssproglig diskurs om skrivning kan lokaliseres uden for Skandinavien. Er det mon noget særligt dansk, at den ikke blot udfolder sig uformelt på lærerværelset, men kan genfindes også på policy-niveau? Og hvilke forestillinger om skrivning gemmer sig bag hverdagsdiskursen? Tentativt fortolket tyder min forskning på, at den anvendes om det, som falder ned mellem de øvrige diskurser, og desuden tjener til at bygge bro mellem modsatrettede konceptualiseringer af skrivning. Ved ikke at blive for specifik åbner man for mangfoldighed. Men samtidig fastholder man også en naturalisering og mangel på refleksion over, hvad skrivning i danskfaget er.

Dansk er mange ting, hed det for 50 år siden. Gemt i det udsagn lå et opgør med datidens ureflekterede fagtraditioner, som ekskluderede visse former for sprog og tekster fra danskundervisningen. Og samtidig var det at omtale mangfoldigheden som ”ting” en poetisk neologisme – et sprogligt kategorialt sammenstød, som paradoksalt nok peger på, at danskfaget er alt andet end ting. Ved at sætte fokus på diskurser om skrivning og skriveundervisning bliver vi klogere på, hvad skrivning er og kan være, og det er der behov for i en verden, hvor vi skriver stadig mere i både nye og kendte kontekster. I den forstand er skrivning ”en ting”, som de unge siger om noget, der er ”hot”.

  • Anbefaling til videre læsning

    Elf, N., & Troelsen, S. (forthcoming). Between Joyride and High-Stakes Examination: Writing Development in Denmark. In J. V. Jeffery & J. M. Parr (Eds.), Writing Development in Cross-National Perspective: Underlying Beliefs about Writing in Nine School Systems. London: Routledge.

    Ivanič, R. (2004). Discourses of Writing and Learning to Write. Language and education, 18(3), 220-245. https://doi.org/10.1080/09500780408666877

    Matre, S., & Solheim, R. (2014). Lærarsamtalar om elevtekstar – mot eit felles fagspråk om skriving og vurdering. In Alle tiders norskdidaktiker. Festskrift til Frøydis Hertzberg på 70-årsdagen (pp. 219-243). Novus Forlag.

    Troelsen, S. (2018). En invitation man ikke kan afslå – analyse af afgangsprøven i skriftlig fremstilling med særligt fokus på skriveordren. Nordic Journal of Literacy Research, 4(1), 142-166. https://doi.org/10.23865/njlr.v4.1267

    Troelsen, S. (2020). Forkastet eller anerkendt? Et eksplorativt studie i folkeskoleelevers afgangseksamen i 'Dansk, skriftlig fremstilling' [Ph.d.-afhandling, Syddansk Universitet]. Odense.

Del siden på email

Du deler et link til siden: Skrivning er mange ”ting”