Nationalt Videncenter for Læsning udvikler i samarbejde med pædagoger, lærere, forskere og andre viden om literacy til gavn for den enkelte og samfundet.

Nationalt Videncenter for Læsning
Humletorvet 3
1799 København V
+45 41 89 90 90
info@videnomlaesning.dk

EAN 5798009882882, att. sted 2210
CVR 30891732

Forskerklummen

Økokritisk litteraturlæsning

Mariehønen Evigglad, Aben Osvald og Cykelmyggen Egon er kendte figurer fra en højtelsket tradition. Børnekulturen er rig på antropomorfe dyreskikkelser fra dyrefabler til Disney, og Halfdan Rasmussen, Egon Mathiessen og Flemming Quist Møllers fortællinger hører til klassikerne, hvad enten man spørger børn eller voksne. Børnelitteraturens dyreskikkelser repræsenterer ofte mennesker i forklædning, men de er også dyr og dermed repræsentationer af natur. Mariehøns, myg og chimpanser er en del af den zoologiske mangfoldighed, og selvom vi godt ved, at de hverken kan tale eller cykle, indgår de litterære fremstillinger i vores billede af dem. Der findes børn, der ikke kan slå en myg ihjel uden at tænke på Egon.

Forbindelsen mellem natur, litteratur og barnelæser er temaet for denne klumme, som også argumenterer for økokritikkens relevans i grundskolens litteraturundervisning. Nogle dansklærere kunne måske mene, at beskæftigelsen med litteratur måtte være hævet over politiske anliggender som naturbeskyttelse og bæredygtighed, mens andre angiveligt ville kunne mobilisere en vis træthed ved udsigten til en ideologisk båret litteraturundervisning a la 1970’erne. Men beskæftigelsen med naturbevidsthed og økokritik i undervisningen kan sagtens gå hånd i hånd med æstetisk oplevelse og tekstanalytisk bearbejdning, hævdes det herunder. Uanset hvilke syn på fag og litteratur, man som lærer måtte have, udgør naturen i (børne)litteraturen et potentiale i undervisningen, men både tekstvalg og perspektiv har stor betydning for tilrettelæggelsen.

Kulturens påvirkningskraft

Alle slags dyr, herunder også kryb og kravl, bliver givet stemme i børnekultur og -litteratur. Det gælder både inden i faglitteraturen og fiktionsgenrerne, at de mindste dyr behandles med omtanke og solidaritet. Præmissen synes at være, at børn, som jo selv er små og undseelige, i særlig grad forstår smådyrene. Fænomenet går helt tilbage til de tidligste børnelitterære eksempler, og der ligger fra begyndelsen et implicit etisk dictum om at respektere og værne om de mindste i skaberværket. Nogle gange fremstår dyrene og naturen idyllisk imødekommende, andre gange mere realistisk animerende eller direkte skræmmende. Når børnelitterære tekster viser naturbilleder og skildrer dyreliv, opfordrer de samtidig læserne til at forestille sig forskellige scenarier for, i og med natur og mennesker. Hvis man anerkender børnelitteraturen som et bidrag til barnets almene udvikling og dannelse som medborger, kan også litteratur have indflydelse på naturens tilstand og fremtid – ligesom det omvendte naturligvis er gældende, at naturfænomener virker som inspirationskilde for børnelitteratur.

Erkendelsen af kulturens påvirkningskraft er hele fundamentet for den økokritiske bevægelse inden for humaniora. Forskellige værker kan gøre os sentimentale og handlingslammede, men også mere bevidste og handlingsparate på naturens vegne. Økokritik er en rummelig betegnelse, som dækker over diverse strømninger inden for kunst, filosofi og didaktik. Det fælles udgangspunkt er en opmærksomhed omkring naturen, herunder også en optagethed af forskellige definitioner på natur. Et centralt spørgsmål er, hvordan mennesker indgår i naturen.

Den økokritiske tilgang

Som mennesker er vi vant til at se på naturen med os selv som udgangspunkt. I et sådant antropocentrisk perspektiv er dyr som f.eks. myg, bænkebidere og rotter klamme og uhygiejniske væsener uden nytteværdi. Inden for økokritikken, hvad enten den er kunstnerisk eller akademisk, er bestræbelsen at supplere en antropocentrisk synsvinkel med et økocentrisk eller eventuelt zoocentrisk perspektiv, hvor henholdsvis natur og dyr eksisterer i egen ret. Økokritikken repræsenterer i sin bredeste betydning en interesse for formidling af viden om og holdninger til natur og økologiske spørgsmål i kunst og kultur fra forskellige tidsperioder og med diverse målgrupper for øje. Ifølge Greg Garrards introducerende værk Ecocriticism (2012) har humanistiske økokritikere interesse for at analysere fremstillinger af pastorale landskaber, ødemarker, apokalypse, forurening, tørke, dyr og jordkloden i det hele taget.

Gennem det seneste årti har flere forskere fra forskellige verdensdele interesseret sig for naturbeskrivelser i børne- og ungdomslitteraturen og muligheden for at udvikle børn og unges relation til naturen gennem kritisk læsning og fælles litteratursamtale. De australske litteraturdidaktikere Geraldine Massey og Clare Bradford (2011) har beskæftiget sig med forudsætningerne for og udviklingen af et såkaldt ’eco-citizenship’. Dette økologiske medborgerskab defineres som en indsigt i sammenhænge mellem det lokale og det globale samt en motivation for at handle og tage ansvar for natur og miljø uden at skele til en eventuel nytteværdi for mennesker.

I Norge har en forskergruppe ledet af Nina Goga på Høgskulen på Vestlandet videreudviklet den økokritiske tankegangs teoretiske rammesætninger og praktiske redskaber i litteraturundervisningen. I antologien Ecocritical Perspectives on Children's Texts and Cultures: Nordic Dialogues (2018) udfoldes tekstanalytiske og didaktiske perspektiver og sammenhænge, og i Gogas artikel ”Økokritiske litteratursamtaler – en arena for økt bevissthet om økologisk samspill?” (2019) gennemgås hidtidig forskningslitteratur inden for bæredygtig litteraturundervisning, og der stilles forslag til konkret tekstarbejde i nordiske klasserum. Der findes dog ikke én bestemt måde at arbejde med litteratur på, når økokritikken er grundlaget. Det handler om et perspektiv eller en særlig interesse snarere end om en metode.  

Naturen i litteraturen

Ældre og kanoniseret børnelitteratur kan sagtens være udgangspunkt for en økokritisk analyse, og vælger man et transhistorisk perspektiv, kan interessen eksempelvis omfatte fluktuationer i den måde, hvorpå naturen fremstilles som for- eller baggrund i børnelitteraturen. Mulighederne er legio fra H.C. Andersen over Astrid Lindgren til Lene Kaaberbøl.

Et nutidigt eksempel på børnelitteratur, som byder sig til i forhold til en økokritisk tilgang til litteraturlæsning, er forfatteren og illustratoren Karen Filskovs figurdigte, der findes i billedbøgerne Skoven fra oven (2015), Bring en ting (2016) og Det sner med fjer (2020). De tre bøger er samlinger af billed/figurdigte, som alluderer til en gammel børnelitterær tradition for vidensformidling gennem læredigte, men også minder om modernistisk avantgardepoesi. Særligt i Filskovs første og tredje samling er naturen i fokus med henholdsvis ’skoven’ og ’fjer’/fugle som de tematiske omdrejningspunkter, mens den anden samling kredser om kulturgenstande, der dog ofte sættes i forbindelse med naturelementer.

Filskovs bøger bevæger sig mellem kundskabsformidling og eksperimenterende sprogleg, idet læseren får informationer om bestemte naturområder og dyr, men samtidig også får mulighed for at leve sig ind i dyreverdenen på fiktionens præmisser. I Det sner med fjer vises et fugleliv, som ofte er fyldt med kamp for føde og overlevelse, trusler og selvhævdelse, men også parringslege og anden spas. Nogle af Filskovs fugle er sårbare og sympatiske som den tommelfingerstore bikolibri, der brillerer med firs vingeslag i sekundet til ære for blomster og øvrigt økosystem. Andre fugle er kyniske rovdyr, som skræmmer og fascinerer med træsko- eller ørnenæb som vanvittige våben. Synsvinklen er klart nok menneskets, og stilen bryder med fagbogens nøgternhed. Billedsproget er barsk og galgenhumoristisk, når fuglene forbindes med indkøbsvogne, skraldebiler, sømpistoler og dødsengle. Filskovs naturskabninger bor aldrig i en romantisk have; sameksistens mellem menneske og natur er et vilkår.

I Karen Filskovs univers kan dyrene og den øvrige natur fint tage vare på sig selv, og ofte er mennesket naturen underlegen i snuhed og overlevelsesevne. Naturen er morsom, magisk, forunderlig, farlig og stærk, og ethvert tilløb til sentimentalitet eller Disneyfication punkteres. Nogle dyr fremstilles som stærke, grove og groteske med et liv, der er præget af nådesløs kamp, men der er tillige plads til underholdende, interessante og sine steder smukke indslag i dyrelivet. Hos Karen Filskov gælder det, at dyrelivet snarere aftvinger respekt end omsorg, og læseren udfordres gennem de konstante skift mellem antropocentriske og zoocentriske positioner og perspektiver.

Naturen i danskfaget  

Læsning af og samtale om børnelitteratur kan lede til en naturfascination, hvilket ifølge Massey og Bradford er et nødvendigt første skridt i udviklingen af økologisk medborgerskab. Oplevelser med dyreliv i fiktive verdener kan bringes i dialog med virkelige erfaringer, hvilket kan føre til diskussion af de konsoliderede hierarkier, som eksisterer i forhold til naturfænomener. Hvilke dyr og planter bryder vi egentlig mest om og hvorfor?

Bevidsthed om biodiversitet og viden om økosystemer er normalt et anliggende for naturfagsundervisningen, mens diskussioner af bæredygtighed ofte må finde sted i samfundsfag. Men måske kan danskfaget og særligt litteraturundervisningen bidrage med et følelsesmæssigt engagement, der supplerer den naturfaglige vidensdimension og den samfundsfaglige opinionsdannelse. Den kulturanalytiske beskæftigelse med litterære og andre kunstneriske forestillinger om og reproduktioner af natur vil ifølge en økokritisk tankegang kunne kaste lys på billedet af og relationen til forskellige arter og dermed også kunne informere en diskussion om sameksistens med og ansvar for andre væsener.     

Litteraturlæsning og -undervisning kan næppe alene bære ansvaret for børns udvikling af økologisk medborgerskab, men gennem mødet med usædvanlige og overraskende litterære udtryk kan børnelæsere udvikle deres interesse for kendte såvel som ukendte dyrearter. Barnet opfordres konkret til at forestille sig livet for en harpy eller en humlebi, hvilket er en øvelse i indlevelse, men også en opfordring til at vise respekt for dyrenes omstændigheder og liv. Gennem litteraturlæsning inviteres læseren til en refleksion over den komplekse relation mellem dyr og menneske, natur og kultur, uden at naturbevidsthed eller dyrebeskyttelse bliver et påtrængende moralsk imperativ.   

  • Anbefaling til videre læsning

    Garrard, G. (2012). Ecocriticism. London and New York: Routledge.

    Goga, N., Guanio-Uluru, L., Hallås, B. O., & Nyrnes, A. (red.) (2018). Ecocritical perspectives on children's texts and cultures: Nordic dialogues. New York: Palgrave.

    Goga, N. (2019). Økokritiske litteratursamtaler – en arena for økt bevissthet om økologisk samspill? Acta Didactica Norge, 13(2). https://doi.org/10.5617/adno.6447

    Massey, G., & Bradford, C. (2011). Children as Ecocitizens: Ecocriticism and Environmental Texts. In K. Mallan & C. Bradford (red.), Contemporary Children’s Literature and Film. Basingstoke: Palgrave.

Del siden på email

Du deler et link til siden: Økokritisk litteraturlæsning