At tale for at lære

Schools focus primarily on teaching our children to read, write and understand mathematics. These things are readily assessed so have become indicators of both school effectiveness and the child’s aptitude and diligence. However, we argue that much curriculum learning depends on the child’s oral language skills, and, more specifically, on their understanding of how to use talk to think and learn with others. First, we discuss the profound influence of spoken language skills on the child’s uptake of the education they are offered. The relevant oral skills are rarely taught directly, even though we know how to do so. We go on to describe some strategies which teachers have used to enable every child to take part in effective learning discussions with their peers. We also show how the teaching of oracy skills can readily be integrated into classroom practice.

Hvad foregår der egentlig, når elever læser og fortolker tekster i grupper som en del af danskundervisningen? Med eksempler fra et igangværende ph.d.-projekt om elevsamtaler i danskfagets litteraturundervisning viser jeg i denne artikel, hvordan elever i fællesskab kan udvikle, forhandle og fordybe deres oplevelse og forståelse af litterære tekster.

Artiklen introducerer til nødvendige supplementer til mundtlighedspædagogik i tekst-, sprog- og mediefagene. Mundtlighed præsenteres for det første som en mønt med to sider, både tale og lytning, og lytning og observation behøver at blive indoptaget som en del af fagligheden og i didaktikken. Dernæst introduceres vigtige supplementer til mundtlighed i det typiske tekststudie, det distancerede 3.-personsperspektiv, analysen. Her må suppleres med både et 1-. og et 2.-personsperspektiv for at støtte elevernes egne mundtlige produktioner i mange sammenhænge. Til sidst defineres et nødvendigt mundtligt tekstbegreb, performance, og artiklens pointer forbindes med ny klasserumsforskning for undersøgende dialog og dialogisk undervisning.

Artikkelen innledes med en presentasjon av tidlig litterasitet (norsk for early literacy), og fortsetter med å presentere barns tidlige læring av ord gjennom samspill og samtale med viktige voksne. Grunnlaget for litterasitet legges fra barn fødes, og kvaliteten på det muntlige språkmiljøet barn vokser opp i har stor betydning for barnas tilegnelse av både muntlig og skriftlig språk. Barnehagene representerer viktige språklæringsarenaer for barn. Samtalen som læringsarena for ord, grammatikk og ulike tema som opptar barna, har stor betydning for barns tilegnelse av språk og senere litterasitet. Deretter presenteres høytlesing som en sentral daglig aktivitet i barnehagen som er viktig for å fremme språktilegnelse og tidlig litterasitet. Høytlesing i barneårene er både hyggelig og presenterer barn for et språk som gjerne er mer avansert og rikt enn det dagligdagse språket barn møter hjemme og i barnehagen. Bøker presenterer også barn for bilde- og skriftsymboler. Videre presenteres lek. Lek utgjør en sentral del av barns liv, og er en viktig arena for barns utvikling av symbolske representasjoner. Til sist i artikkelen trekkes det inn noen sentrale utfordringer i barnehagens arbeid med barns språkktilegnelse og tidlig litterasitet.

I projektet ’Pædagoger på sprogvisit’ udvikler deltagerne literacy-pædagogik i dagtilbud efter at have ladet sig inspirere af observationer i naboinstitutioner. En vigtig erfaring i projektet er, at der er brug for at eksperimentere med at skabe tid og rum til dialoger med børnene i hverdagen. I projektet kalder man det ’Lommer af nærvær’. I artiklen præsenteres først baggrunden for projektet og dialogens betydning for kvalitet i dagtilbud. Selve metoden ’Sprogvisit’ skitseres, og dernæst præsenteres nogle principper for organisering af det pædagogiske arbejde, som bygger på erfaringer i projektet. Afslutningsvis fremhæves deltagerperspektivet som underliggende præmis i projektets syn på barnet, og endelig ridses fremtiden i projektet op.

Denne artikel beskriver, hvordan man med begrebet ’sprogbrugssituationer’ som refleksionsredskab kan stilladsere udviklingen af børns mundtlige sprog. Når man som pædagog gennemtænker, hvilke(n) kommunikationsmåde(r) en given situation ’tilbyder’ det enkelte barn, får man indsigt i, hvordan man kan justere situationen og dermed tilrettelægge de bedst mulige rammer for udvikling af børns sprog. Artiklen baserer sig på erfaringer fra et kompetenceløftsforløb for et hold pædagoger fra Jammerbugt Kommune, hvor drøftelser af videooptagelser fra deltagernes egen praksis udgjorde et centralt omdrejningspunkt. Først introducerer artiklen til, hvordan man teoretisk kan forstå begrebet sprogbrugssituation, og så præsenteres og diskuteres eksempler på, hvordan pædagogerne arbejdede med at tilrettelægge sprogbrugssituationer.

Et sanse- og erfaringsbaseret udgangspunkt for læring og en eksperimenterende tilgang til det faglige stof giver mulighed for at øge elevernes nysgerrighed og give dem en oplevelse af selv at være med til at udvikle viden. Denne tilgang giver desuden øget plads til og fokus på det mundtlige arbejde i læringsrummet. Denne artikel introducerer metoden Sneglen (Derewianka, 2016), kommer med et konkret praksiseksempel på brug af metoden samt diskuterer på hvilke måder, den enkelte fase udvikler mundtlighed og literacy-kompetence.

I Danmark er der en bemærkelsesværdig diskrepans mellem den litteraturundervisning, der praktiseres, og den undervisning, elever med læseforståelsesvanskeligheder har brug for. Den litteraturpædagogiske praksis er typisk grundlagt på en receptionsæstetisk litteraturteori, hvor elevernes respons og forforståelse vægtes højt i en dialogisk proces (Illum Hansen, 2004; Sørensen, 2008). Imidlertid er det ikke alle elever, der profiterer af den åbne og induktive undervisning. Særligt elever med læseforståelsesvanskeligheder har brug for eksplicit og direkte undervisning, fordi de ikke af sig selv anskuer læsning som et problemløsningsarbejde (Bråten, 2008). I denne artikel præsenteres en forskningsbaseret undervisningsmetode (Think-aloud), hvor højttænkning er det bærende princip. Den tager højde for, at det er i processen og ikke i produktet, vi kan opnå viden om, hvad der kendetegner litterær læsning. Artiklen argumenterer for, hvorfor den viden er vigtig i tilrettelæggelsen af en bæredygtig litteraturundervisning.

Lytning er den centrale aktivitet for eleverne gennem hele skolesystemet og dermed en vigtig uddannelseskompetence. Men lytning er også et overset genstandsfelt, både i forskningen og i skolen, hvilket blev tydeligt i forbindelse med projektet Den sproglige dimension på EUD, som danner afsæt for nærværende artikel. Artiklen indledes med en kort introduktion til projektet Den sproglige dimension og den test, som blev benyttet til at afdække elevernes læse-, lytte- og skrivekompetencer. Dernæst redegøres for det teoretiske afsæt for lytning, der dels forstås som en central del af literacy-begrebet, dels som en vigtig uddannelseskompetence. Afslutningsvis giver artiklen et bud på pejlemærker i forhold til udvikling af en egentlig lyttedidaktik, der kan fremme eksplicit undervisning i lytning i skolen.

In this article we will introduce Bow School, giving you the social and educational context of this large inner-city secondary school. We will then explain the pedagogy of Philosophy for Children and an overview of how it has been practiced since its inception by Mathew Lipman. We will explore the link between Philosophy for Children and the development of language and consider the impact on our students. Finally, we will share practical examples of how it has been implemented and embedded within our setting.

Trine Solstad, førsteamanuensis ved høgskolen i Sørøst-Norge, har gennem sit ph.d.-studie forsket i, hvad norske børnehavebørn taler om og meningstilskriver, når de omgås billedbøger. De fund og pointer, som ph.d.-afhandlingen afdækker, har hun formidlet i ovennævnte bog. Hun lykkes med at indfange de kvaliteter, der er forbundet med børns indbyrdes samtale og fællesskab i oplæsningssituationer. De fund, hun gør, overrasker i forhold til dialog og kreativitet, og bogen er en forbilledlig måde at angribe og fremstille et materiale på.

Erik Palmers mundtlighedsbog Own Any Occasion er en fin lille fortrøstningsfuld bog om, at det kan lade sig gøre at blive en bedre mundtlig formidler. I Skandinavien er det især norske didaktikere, der har forsøgt at skubbe til forestillingerne om, hvordan vi kan gøre elever bedre til at udtrykke sig mundtligt. Der er i løbet af de sidste ti år udkommet i hvert fald tre virkeligt gennemarbejde de bøger om arbejdet med mundtlighed i klasserummet fra landet nord for os. De hedder henholdsvis Muntlighet i klassrommet, 101 måter å fremme muntlige ferdigheter på og Muntlig kompetanse.1 Til denne række bør vi efter min mening tilføje amerikaneren Erik Palmers bog Own Any Occasion.