Literacy og sproglig diversitet i skolen – et videnskabeligt krydsfelt

Jeg skriver denne klumme fra en position, hvor jeg sammen med flere andre for kort tid siden har afsluttet forskningsprojektet Tegn på sprog, der er et tiårigt studie af literacy og sproglig diversitet i fem klasserum, der alle på hver deres måde har rummet en bred sproglig mangfoldighed. I projektet har socialsemiotikken – i en Gunther Kress-tradition – været valgt og vist sig velegnet til at skyde en kile ind i det videnskabelige krydsfelt, som genstandsfeltet literacy og sproglig diversitet er indlejret i, og åbne for nye måder at forstå relationer mellem literacy og sproglig diversitet på. Valget af den socialsemiotiske rammesætning hænger sammen med socialsemiotikkens blik på social betydningsdannelse, der med tegnet som grundlæggende enhed gør det muligt at udvide blikket på betydningsdannelse til ikke alene at omfatte skriftbaseret betydningsdannelse, og når det gælder skrift, ikke alene alfabetisk skrift og ikke alene den danske udgave af det alfabetiske skriftsystem. Med fokus på betydningsdannelse indskrives en opmærksomhed på de processer, hvorigennem mennesker skaber betydning. Bag de tegn, mennesker skaber, når de tegner, skriver og læser, ligger en proces, hvor betydning gives form, og hvor en given form gives betydning. Hermed indskrives også en tegnskaber, der ’gør’ tegn og danner betydning med det semiotiske repertoire, denne finder adgang til og i den givne situation vælger at tage i anvendelse. Derudover betyder understregningen af det sociale i betydningsdannelsen, at socialsemiotikken ikke er blind for, at al betydningsdannelse finder sted i og bidrager til at skabe sociale strukturer, hvor visse typer af tegn tildeles særlig betydning.

Et krydsfelt

At forske i literacy og sproglig diversitet i skolen er at bevæge sig ind i et videnskabeligt krydsfelt mellem faglige traditioner. Genstandsfeltet literacy og sproglig diversitet skriver sig dels ind i et pædagogisk og uddannelsespolitisk opmærksomhedsfelt, der handler om literacy, og dels ind i et felt, der handler om tosprogede elevers sprogudvikling og skolegang – her med særligt fokus på læsning og skrivning. Forskningsmæssigt udgøres krydsfeltet af forskellige lingvistiske videnskabstraditioner, der fra forskellige teoretiske positioner, med forskellige analytiske indfaldsvinkler og med forskellige videnskabelige mål i sigte, har bidraget med perspektiver på genstandsfeltet literacy og sproglig diversitet. For det første kan det videnskabelige genstandsfelt literacy og sproglig diversitet lokaliseres i forhold til traditioner, som har interesseret sig for sproglig diversitet – dels i relation til tosprogethed og flersprogethed og dels i relation til andetsprogstilegnelse. For det andet kan det lokaliseres i forhold til forskningstraditioner inden for sprog og literacy – dels i relation til generel sprogvidenskab og dels i relation til literacyforskning.                                                                                  

Disse forskningstraditioner har langt hen ad vejen levet hvert deres liv og opbygget hver deres faglige forståelse af genstandsfeltet, hvilket også har sat sig spor i de pædagogiske og didaktiske diskurser. De forskellige faglige forståelser kommer ikke mindst til udtryk i grænserne mellem literacyforskningen og fler- og andetsprogsforskningen, hvor flersprogethed i literacyforskningen typisk har været tildelt en perifer rolle, og hvor literacy på tilsvarende vis kun har spillet en relativ underordnet rolle i fler- og andetsprogsforskningen. Slår man eksempelvis op i indholdsfortegnelsen til generelle introduktioner til andetsprogstilegnelse bliver det synligt, hvordan omdrejningspunktet her er det mundtlige sprog, hvilket kan ses i sammenhæng med andetsprogsforskningens historiske rødder i strukturalismen. Talesprogets forrang i andetsprogstilegnelsesforskningen er dog ikke begrænset til strukturalistiske forskningstraditioner, men videreføres i nyere socialt orienterede tilgange, som man blandt andet ser det hos David Block, der i sin bog fra 2003 med titlen The Social Turn in Second Language Acquisition problematiserer den psykolingvistiske dominans, han ser i andetsprogstilegnelsesforskningen, og argumenterer for en sociolingvistisk og sociokulturelt baseret vending. Men på trods af hans kritik af en række etablerede begrebsdannelser inden for den psykolingvistiske forskningstradition og i særlig grad det, han benævner I-I-O traditionen (Input-Interaction-Output), synes han at overtage den grundlæggende forståelse af andetsprogstilegnelse som et mundtligt foretagende, der ligger til grund for denne forskningstradition. Ser man heroverfor på generelle introduktioner til læse- og skriveundervisningen tages der oftest udgangspunkt i en prototypeelev, der er vokset op med ét sprog og i familier, hvor skolens sprog – og gennem barnets opvækst – har udgjort en stabil grundstamme i hjemmets kommunikation. I forlængelse heraf ligger også typisk en repræsentation af talesproget (forstået i ental) som noget, der grundlæggende er på plads før skolestart, og som er en forudsætning for en læse- og skriveundervisning.

Literacy som sprogbaseret social betydningsdannelse

Med et sådant skel mellem traditionelle faggrænser følger en række naturaliseringer og dermed begrænsninger for, hvad vi får øje på og ikke får øje på i studier af relationer mellem literacy og sproglig diversitet. Når der i literacyforskningen tages afsæt i, at talesproget er på plads før skolestart, og når fler- og andetsprogsforskningen samtidig har sit primære opmærksomhedsfelt på det mundtlige sprog, leder det nemt til, at man i læseundervisningen kan komme til at overse det faktum, at literacy er sprogbaseret, og at ikke alle børn umiddelbart forstår, hvad de læser. Det skaber i et sprogligt diversitetsperspektiv en særlig problemstilling, når skriften ses som en direkte forlængelse af talen med udgangspunkt i en etsproget prototypeelev, og når forståelsen af, hvad læsefærdigheder er, indlejres deri. Der er ikke altid en lige linje fra tale til skrift, forstået sådan, at det sprog, læse- og skriveundervisningen foregår på, ligger i entydig og direkte forlængelse af det/de sprog, børnene har talt under deres opvækst. Man kan derfor ikke i et diversitetsperspektiv tage forståelsen bag det, man måske selv opfatter som enkle læsetekster, for givet.

Oveni faggrænserne mellem literacyforskningen på den ene side og fler- og andetsprogsforskningen på den anden side ligger der inden for fler- og andetsprogsforskningen også gemt et skel mellem på den ene side andetsprogsforskningen, der traditionelt hviler på forestillinger om entydigt afgrænselige sprog med interesse for vejen fra et sprog og ind i andet ud fra et tilegnelsesperspektiv, og på den anden side flersprogethedsforskningen med interesse for den samtidige brug af flere sproglige koder, hvad enten de er forstået som adskilte sprog eller som integrerede elementer i et sprogligt repertoire. Problemet her ligger dels i, at man med et ensidigt blik på andetsprogstilegnelsesaspektet let overser, at det at lære et nyt sprog også er en del af en transformationsproces af et flersproget sprogligt repertoire og dermed også af ens sproglige identitet og sociale betydningsdannelsesmuligheder. Dels at man fra et ensidigt flersprogethedsperspektiv kan komme til at se bort fra den betydning, det for mange har at tilegne sig nye sprog og at få den nødvendige støtte til og undervisning i det.                

Tegn på sprog

Meget mere kunne siges både om socialsemiotikken som kile ind i det videnskabelige krydsfelt, der omgærder literacy og sproglig diversitet som forskningsfelt, og meget har vi i vores forskning i Tegn på sprog sagt og skrevet derom. I denne klumme er budskabet dog begrænset til den pointe, at det – hvis man ønsker at blive klogere på relationer mellem literacy og sproglig diversitet og udvikle læse- og skriveundervisning på en måde, der tager højde for, at sproglig diversitet er et vilkår i en globaliseret verden – er nødvendigt med en grundlagsdiskussion om, hvad det er for forståelser af fænomenerne og deres sammenhæng, vores forskning bygger på, og hvad det får af konsekvenser for de måder, vi anskuer sprog- og literacyundervisning på. Det kræver et brud med det eksisterende skel mellem de faglige forskningsfelter, der fra hver deres indfaldsvinkel har interesseret sig for forskellige dimensioner af literacy og sproglig diversitet. I Tegn på sprog har socialsemiotikken i en Gunther Kress-tradition udgjort en alternativ teoretisk og analytisk tilgang til at få en større forståelse af de komplekse betydningsdannelsesprocesser, der er involveret i (at lære) at læse og skrive på flere sprog, og af de pædagogiske muligheder, der kan ligge for at tilgodese disse processer i læse- og skriveundervisning.

Tilegnelse af et nyt sprog er ikke en lineær proces fra et sprog til et andet, som det ofte anskues inden for traditionel andetsprogsforskning, men en kompleks og dialogisk transformationsproces, der er forbundet med menneskers forhandling af sproglig identitet og sociale relationer. For den enkelte sprogbruger er sprogtilegnelsen en udvidelse af et sprogligt repertoire og dermed en forøgelse af dennes sociale betydningsdannelsesmuligheder. Det socialsemiotiske perspektiv i Tegn på sprog på eleverne som sociale agenter i færd med at transformere og øge deres sproglige repertoire tvinger os til at anlægge et helhedsblik på eleven som hele mennesker i kød og blod og på sprogtilegnelsen som andet og mere end en ophobning af leksikalske og grammatiske enheder. Med et blik på skriftsprogstilegnelse som social betydningsdannelse åbnes samtidig for at se, hvordan (flersprogede) børn bevæger sig på tværs af forskellige skrift(sprog) og forskellige semiotiske modaliteter i deres udforskning af skrift, og for en opmærksomhed på, at der for mange børn ikke er den lige linje fra deres talesprogserfaringer til det skriftsprog, som typisk forudsættes i skolens læse- og skriveundervisning.