Nationalt Videncenter for Læsning udvikler i samarbejde med pædagoger, lærere, forskere og andre viden om literacy til gavn for den enkelte og samfundet.

Nationalt Videncenter for Læsning
Humletorvet 3
1799 København V
+45 41 89 90 90
info@videnomlaesning.dk

EAN 5798009882882, att. sted 2210
CVR 30891732

Forskerklummen

Om effekten af at undervise i stavning

I den danske uddannelsesverden breder der sig tilsyneladende den opfattelse, at traditionel staveundervisning ikke har nogen effekt. I et interview med Weekendavisen siger en DPU-forsker eksempelvis: ”Der foreligger massiv forskning siden 1897, som dokumenterer, at man ikke lærer at stave gennem gentagen træning ude af kontekst. Man lærer at stave ved at skrive og læse i kontekst” (Simon Skov Fougt, citeret i Weekendavisen 29/4 2016).

Hvis man som lærer bruger tid på at undervise i stavning, kan et udsagn som dette måske give det indtryk, at man er ude af trit med forskningen. Og dette indtryk bestyrkes formentligt, når man ser, at et blogindlæg af en anden DPU-forsker, Jeppe Bundsgaard, simpelthen har overskriften Staveundervisning er spild af tid. Også i Bundsgaards blogindlæg optræder årstallet 1897, idet der henvises til en amerikansk undersøgelse af J. M. Rice (Rice, 1897), der ifølge Bundsgaard ”viste at børn der havde fået staveundervisning, ikke blev bedre til at stave”.

Jeg vil her forsøge at ridse op, hvad man efter min mening kan bruge undersøgelsen fra 1897 til i dag, og hvad senere undersøgelser kan fortælle os om effekten af at undervise i stavning. Min konklusion er, at lærere, der underviser i stavning, er i god overensstemmelse med moderne forskning.

Inden jeg fremlægger grundlaget for denne konklusion, vil jeg gøre opmærksom på, at jeg er forfatter til en række staveundervisningsmaterialer, hvilket godt kan tænkes at påvirke min dømmekraft. Det følgende bygger dog udelukkende på andres forskning. Som forsker har jeg beskæftiget mig en del med danske elevers udvikling af stavefærdigheder, men jeg har ikke gennemført undersøgelser af staveundervisningen.

Om at dokumentere (fravær af) effekter

Man kan ikke dokumentere, at Loch Ness-uhyret ikke findes. Uanset hvor længe og hvor grundigt man har trawlet Loch Ness igennem, kan man aldrig være helt sikker på, at der ikke var noget, man overså. Men man kan rapportere, at man trods alle anstrengelser ikke har fundet noget uhyre. Tilsvarende kan man heller ikke som sådan dokumentere, at en bestemt form for undervisning er virkningsløs. Men man kan gennemføre undersøgelser af undervisning – og rapportere, om man fandt en effekt eller ej.

Effektundersøgelser på undervisningsområdet indebærer, at man sammenligner mindst to elevgrupper: en gruppe, der har deltaget i en bestemt slags undervisning, og en sammenligningsgruppe, som i samme periode har deltaget i en anden slags undervisning, eller evt. slet ikke er blevet undervist. Hvis eleverne, der er blevet undervist, går mere frem end sammenligningsgruppen, er det dokumentation for en positiv effekt, forudsat at undersøgelsen ikke er fejlbehæftet. Hvis der ikke findes nogen forskel i forhold til sammenligningsgruppen, er der ikke dokumentation for nogen effekt – men dette udelukker ikke med sikkerhed, at effekten faktisk findes.

Hvad undersøgte J. M. Rice i 1897?

Rices studie fra 1897 var ikke en effektundersøgelse, og det giver derfor ikke grundlag for skråsikre udsagn om undervisningseffekter. Hvad Rice faktisk gjorde, var at indsamle oplysninger fra tyve forskellige skoler i USA om, hvor mange minutter om dagen man brugte på at undervise i stavning på 4. til 8. klassetrin. De oplyste tal sammenholdt han med, hvor gode eleverne på de respektive skoler var til at stave, hvilket blev vurderet ud fra særligt udformede diktater og skriveopgaver. Rice vurderede med andre ord sammenhængen mellem mængden af staveundervisning og klassernes staveniveau – og umiddelbart kunne han ikke se nogen klar sammenhæng (se evt. nærmere i Krashen & White, 1991). Det er denne iagttagelse, man er begyndt at trække frem som belæg for, at traditionel staveundervisning ikke virker.

Hvis staveundervisning har en positiv effekt, må man umiddelbart formode, at de elever, der får mest undervisning, også vil blive de bedste til at stave. Men en statistisk sammenhæng (eller et fravær af samme) kan fremkomme på flere måder. Hvis vi iagttager, at elever, der ofte får hjælp til lektierne, ikke klarer sig bedre i skolen end elever, der sjældent får lektiehjælp, så kan det være nærliggende at konkludere, at lektiehjælp bare er spild af tid. Men hvad nu, hvis eleverne, der fik mest hjælp, også havde større behov end dem, der ikke fik lektiehjælp? På samme måde kan der være skoler, der underviser meget i stavning, fordi deres elever faktisk har brug for det. Når vi ser på sammenhængen mellem undervisningsmængde og staveniveau, kan vi derfor ikke med sikkerhed vide, hvad der er årsag, og hvad der er virkning. Sammenhænge kan skyldes forhold, vi ikke har styr på.

Vi ved ikke, hvordan elevgrundlaget var på Rices deltagerskoler. Vi ved heller ikke, om oplysningerne om staveundervisningens omfang var retvisende (valide), og om de anvendte stavemål var pålidelige nok til, at vi tør stole på dem. Det er oplysninger, som man i dag er nødt til at fremlægge, hvis man vil publicere i anerkendte tidsskrifter. Rice leverede et pionerarbejde og fortjener at blive husket for sin indsats. Men hvis man vil udtale sig om, hvad der virker for danske elever i dag, er det betænkeligt at lægge vægt på et studie med så store metodiske begrænsninger.

Moderne metaundersøgelser

Hvad siger nyere forskning så om effekten af staveundervisning? Der er i de senere år gennemført flere metaundersøgelser, der belyser spørgsmålet. Metaundersøgelserne forsøger at tegne det store billede ved at regne på tallene fra alle de effektundersøgelser, der er gennemført på området, og som lever op til stringente udvælgelseskriterier.

Graham og Santangelo (2014) bygger på i alt 53 studier og indleder deres diskussionsafsnit sådan her: ”For over a century, some spelling experts and theorists have argued that spelling should not be taught directly and systematically, claiming that such instruction is not effective or efficient [...] The findings from this meta-analysis did not support these claims.” De finder nemlig, at elever, der blev undervist direkte i stavning, gennemgående gik markant mere frem end andre elever.

Dette gjaldt på tværs af klassetrin. Det gjaldt både i undersøgelser, hvor man sammenlignede med elever, der slet ikke var blevet undervist i stavning, og i undersøgelser, hvor man sammenlignede med elever, der udelukkende blev undervist indirekte i stavning (fx gennem læse- og skriveaktiviteter). Og det gjaldt, når stavning blev vurderet ud fra mængden af korrekt stavede ord i elevproducerede tekster. Der blev tilmed fundet positive effekter på elevernes læsefærdigheder. Derimod blev der ikke fundet signifikante effekter af staveundervisning, når det gjaldt kvaliteten af elevproducerede tekster (ud over den nævnte effekt på korrekt stavning).

Graham og Santangelo konkluderer, at elever tilegner sig vigtig viden om stavning gennem direkte undervisning, men de understreger, at dette på ingen måde udelukker, at indirekte staveundervisning i form af læse- og skriveaktiviteter ligeledes bidrager positivt til elevers staveudvikling. Jo mere elever beskæftiger sig med skrevne ord, jo bedre bliver deres muligheder for at tilegne sig viden om stavemåder.

En nyere metaundersøgelse af Galuschka m.fl. (2020) bygger på 34 effektundersøgelser og fokuserer på effekten af staveundervisning i forhold til ordblinde. Denne undersøgelse skelner mellem forskellige tilgange til undervisning, alt efter hvad der er lagt vægt på – fx fonologi, morfologi eller hukommelsesstrategier. Det er en vigtig nuancering, for staveundervisning forekommer jo i mange forskellige udgaver, og de er givetvis ikke lige gode alle sammen. Overordnet opsummerer forfatterne deres resultater sådan her: “Learners with dyslexia or spelling deficits who take part in a spelling intervention show better reading and spelling performance, compared to children who received regular school practice, or no spelling instruction.” Også når det gælder undervisning af elever med skriftsproglige vanskeligheder, er der altså belæg for at mene, at det nytter at undervise i stavning.

Galuschka m.fl. fandt for øvrigt positive effekter både af forløb, der knyttede stavemåder til ordenes udtale (fonologi), og af forløb, der knyttede dem til ordenes betydningsdele (morfemer). Derimod fandt de ikke nogen effekt af at træne hukommelsesstrategier for hele ord – men kun to studier kunne belyse denne type undervisningsindhold, så her er datagrundlaget meget spinkelt.

Danske undersøgelser?

Konklusionen fra de to metaundersøgelser er meget klare: Det er ikke spild af tid at undervise i stavning. Det betyder ikke, at der er garanti for effekten af en hvilken som helst staveøvelse, men gennemgående giver det altså gode resultater, når lærere gør en indsats på staveområdet.

Men kan man så regne med, at metaundersøgelsernes konklusioner også gælder i en dansk sammenhæng? Langt de fleste effektundersøgelser er gennemført i engelsktalende lande, hvor undervisningsformer og -rammer kan afvige en del fra dem, der er almindelige i Danmark. Men Galuschka m.fl. (2020) inkluderer faktisk en enkelt dansk undersøgelse (Arnbak & Elbro, 2000) foruden to svenske og en norsk. Og når det gælder skriftsprogets indretning, er der betydelige ligheder mellem dansk og engelsk. Begge er alfabetiske skriftsprog med mange ikke-lydrette ord. Min vurdering er derfor, at vi godt kan fæste lid til undersøgelsesresultater fra andre lande.

Det ville dog afgjort være en gevinst, hvis vi fik flere undersøgelser af staveundervisning i en dansk sammenhæng. Det centrale er for mig at se at få mere at vide om, hvordan der skal undervises i stavning. Et spørgsmål, det ville være interessant at undersøge, er, om effekten af direkte staveundervisning forbedres, hvis undervisningen integreres med skrive- og læseaktiviteter. Man kunne også sammenligne staveundervisning, der er koncentreret om ”staveord” med undervisning, der lærer eleverne at opdele ord i mindre dele (fx bogstav-lyd-forbindelser og morfemer). Eller man kunne se nærmere på effekten af it-genereret feedback (fra stavekontroller og syntetisk tale) og sammenligne med undervisningsforløb, hvor eleverne skriver løs uden feedback eller får feedback fra en lærer; en nylig ph.d.-afhandling (Engmose, 2019) tog nogle interessante første skridt i den retning. Der er kort sagt nok at tage fat på!

  • Forslag til videre læsning

    Arnbak, E., & Elbro, C. (2000). The effects of morphological awareness training on the reading and spelling skills of young dyslexics. Scandinavian Journal of Educational Research, 44(3), 229-251.

    Engmose, S.F. (2019). (IT)-støttet børnestavning: studier af børnestavnings rolle i den tidlige skriftsproglige udvikling. Ph.d.-afhandling, Københavns Universitet.

    Galuschka, K., Görgen, R., Kalmar, J., Haberstroh, S., Schmalz, X., & Schulte-Körne, G. (2020). Effectiveness of spelling interventions for learners with dyslexia: A meta-analysis and systematic review. Educational Psychologist, 55(1), 1-20.

    Graham, S., & Santangelo, T. (2014). Does spelling instruction make students better spellers, readers, and writers? A meta-analytic review. Reading and Writing, 27(9), 1703-1743.

    Krashen, S., & White, H. (1991). Is spelling acquired or learned? A re-analysis of Rice (1897) and Cornman (1902). International Journal of Applied Linguistics, 91-92, 1-48.

    Rice, J. M. (1897). The futility of the spelling grind. Forum, 23, 163-172, 409-419.

Del siden på email

Du deler et link til siden: Om effekten af at undervise i stavning