Nationalt Videncenter for Læsning udvikler i samarbejde med pædagoger, lærere, forskere og andre viden om literacy til gavn for den enkelte og samfundet.
Har du 5 minutters lyttetid, så hør centerets podcast om læsning, skrivning og sprog. Du finder dem nedenfor samt på vores kanal på Podbean.
Stedsopmærksom litteraturlæsning
10-02-2023
Hvad er et sted? Hvad har steder og litteratur med hinanden at gøre? Og hvordan kan man arbejde med det i sin litteraturundervisning? I denne lytteartikel serverer vi en levende oplæsning af Dorte Vang Eggersens artikel ”Stedsopmærksom litteraturlæsning i skolen”. Allerførst spørger vi en udskolingslærer, hvad stedsopmærksom læsning betyder for hendes elevers møde med dansk litteratur. God lyttelyst!
Tænkende klasserum
21-11-2022
I denne lytteartikel kan du høre om afprøvning af Peter Liljedahls principper for aktivt tænkende klasserum i matematikundervisning. Vi inviteres indenfor i en 4. klasse, som indgår i projektet Alle i uddannelse.
Dette er første lytteartikel i serien af oplæste artikler fra tidsskriftet Viden om Literacy, der udgives to gange årligt af Nationalt Videncenter for Læsning.
Artiklen er skrevet af Lóa Björk Joelsdóttir, Lise Dausen, Mette Vedsgaard Christensen & Tina Mohr Nickelsen, og du finder artiklen inkl. henvisninger her.
Læs hele temanummeret: Viden om Literacy nr. 30: Sproglig udvikling i matematik og naturfag her.
Podcasten er produceret af Anne-Laura Hedegaard for Nationalt Videncenter for Læsning.
Hvad er DLD i skolen?
19-09-2022
En udviklingsmæssig sprogforstyrrelse (eng: developmental language disorder, DLD) kan give store vanskeligheder hos en større gruppe børn, unge og voksne. De sproglige vanskeligheder breder sig som ringe i vandet, der har en lang række negative konsekvenser.
I denne podcast møder du Rikke Vang Christensen, som er lektor i audiologopædi på Københavns Universitet og forsker i DLD. I samtale med Minna Nørgaard Bruun kommer hun ind på, hvad DLD er, og hvordan det er en udfordring både hos den enkelte elev, men også for dem, der gerne vil gøre en indsats. Hun skitserer mulige greb i værktøjskassen for de voksne, der er omkring børn og unge i skolen.
Podcasten er tilrettelagt af Minna Nørgaard Bruun, konsulent i Nationalt Videncenter for Læsning og adjunkt ved Københavns Professionshøjskole og produceret af Anna-Laura Hedegaard.
Podcasten er en del af forskningsprojektet Indsatser for elever med sprogforståelsesvanskeligheder, der er finansieret af Børne- og Undervisningsministeriet.
Elever med læsevanskeligheder
16-09-2022
Læseforskningen peger på, at elever med læsevanskeligheder har brug for både langvarige og intensive indsatser. Men hvordan kan skolerne sikre, at eleverne får den nødvendige indsats, uden at de bliver ekskluderet fra læringsfællesskabet i klassen? I denne podcast besøger vi to folkeskoler med forskellige bud på, hvordan man kan løse udfordringen.
På Skovvangsskolen i Aarhus fortæller viceskoleleder Frank Hansen samt lærer og læsevejleder Anita Hjort Jørgensen blandt andet om, hvordan man på skolen organiserer skemaet på en måde, der tager højde for, at det ikke bare er enkelte elever, men hele klasser eller årgange, der har brug for en læsefaglig indsats.
På Mølleholmskolen i Taastrup fortæller afdelingsleder Rikke Groth Krumbach om, hvordan man her arbejder med parallellagte dansktimer for alle årgange og muligheder for at niveaudele klasserne. Den organisering kræver meget samarbejde, og derfor har skolen skemalagt fælles faglig forberedelse, der giver lærerne mulighed for at planlægge forløb sammen.
Tilrettelægger: Vibeke Sønderberg Asmussen
Producent: Anne-Laura Hedegaard
Podcasten er en del af forskningsprojektet Læseindsatser i små grupper, der er finansieret af Børne- og Undervisningsministeriet.